iBaby

Jeg er stadig forkølet. Mere end i går, faktisk, og derfor har jeg taget mig en såkaldt hjemmearbejdsdag. Ikke dårligt - slet ikke, når man stort set ikke har nogen opgaver at gå i krig med, men chefen gav grønt lys, så det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over.

Hvad jeg derimod gerne vil have dårlig samvittighed over, er, hvor mange penge jeg egentlig bruger på at shoppe. Januar er lidt stram rent økonomisk pga. dagpenge, snarlig flytning og så det faktum, at ALLE regninger ligesom forfalder nu-nu-nu (hvad sker der for øvrigt for det; er der ingen, som har spekuleret i at sprede udgifterne lidt ud, oder was?!), så jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke måtte shoppe overhovedet i denne måned.

Men så var det, at jeg kom tilbage på det der arbejdsmarked og så mit tøj i arbejdsmarkedets klare lys. I barslens skær syntes jeg egentlig, at det så ok ud, men jeg kunne jo godt lige fornemme, at udvalget - og mine sorte jeans i særdeleshed - var NOGET kummerligt, da jeg havde været på jobbet i omtrent 2 minutter. Og det er ellers ikke fordi, mine kolleger er voldsomt stadsede ud, men altså... Nå. Nye sorte jeans it is. Was. For dem købte jeg i lørdags. Mine "groupie-bukser", som jeg har døbt dem, eftersom de er coatede med noget, så de ligner en mellemting mellem en voksdug og en sort python-slange. Men de er nu ret fede. Mens jeg alligevel var i H&M, røg der lige et par t-shirts og en bluse i kurven også, og så lige et par varme trøjer til Øglen. Og SÅ stoppede festen.

Lige til i dag, hvor jeg jo 'arbejder' hjemme. Var løbet tør for essentials som te (kritisk, når man har snot i hele hovedet), toiletpapir (ligeledes kritisk - på mange måder) og bleer til Øglen (ikke, at hun er hjemme lige nu - hun er i vugger, så jeg har faktisk noget, der minder om en dag i Mit Gamle Liv; dog med snot), så af sted med mig i en af dagens mange overspringshandlinger.

Herude i Forstaden har de arrangeret det så snedigt, at de få butikker, der findes i byen, er samlet omkring supermarkedet, og derfor var det lidt svært at undgå at få smækket "60% på alt"-skiltene fra den overraskende hæderlige tøjbutik lige i fjæset. Nem, som jeg er, lod jeg mig lokke, og 20 minutter senere, stod jeg udenfor - en nederdel, et par varme leggings og et par skoletter (med nitter?!?) rigere. Og en vis sum penge fattigere.

Hvad er der med mig, altså!? Hvad skulle det nu til for?! Jeg kan jo GODT stave til shoppestop, så det kunne da være dejligt, om jeg gad respektere det, så.

Men nu er det slut. Har besluttet mig for, at jeg ikke må shoppe tøj eller sko eller noget som helst, der kan falde inden for de kategorier ("støvler", "frakke" og/eller "taske" tæller fx ikke) i 3 2 måneder.

Nuij, det bliver svært. Men jeg må ikke. Dels fordi, der bliver rigtig meget, der skal købes til den nye lejlighed (5 uger to go!), dels fordi det bare ikke kan passe, at jeg ikke kan lade være med at shoppe. Seriøst, jeg tror, jeg ville have nemmere ved at forsage slik og kage i et par måneder (selv om det ville være svært nok!), og det er jo ikke normalt.

Nu har jeg skrevet det, så nu hænger jeg på den. I er mine vidner. Starting from today: ingen shopping til undertegnede (Øglen bliver nok nødt til at få lidt nyt tøj, eftersom hun har det med at vokse ud af det, hun har) før 12. marts. Tag den.

Suk.