iBaby

Antal:

blomsterbuketter fra afdeling: 1

knus fra søde kolleger: Mange

grin: Rigtig mange

minutter brugt på at ringe til/tale med IT Helpdesk: 30

bandeord over computere, netværk og IT Helpdesk: 5.897

succesfulde forsøg på at komme på intranettet: 0

løste arbejdsopgaver (stærkt relateret til intranettet): -1

samtaler om Øglen (adspurgt): 10

samtaler om Øglen (uopfordret): 2

gange, jeg har tænkt på Øglen: 8.899.403

Alt i alt en glimrende – og aldeles uproduktiv – dag på en arbejdsplads, som det på ingen måde føles som et år siden, jeg forlod. Har så småt fået pejlet mig ind på, hvad mine arbejdsopgaver de næste to måneder (hvorefter jeg skifter afdeling) består af, og de virker mildest talt til at overskue. Det er også til at overskue, at jeg har ’fået lov’ til at holde ferie i to uger i forbindelse med, at vi flytter i februar, og så ser det ud til, at det sagtens skulle kunne lade sig gøre at arbejde hjemme af og til.

Jeg har derfor intet at klage over, men jeg skal da ikke være for fin til at gøre det alligevel. For jeg SAVNER Øglen og vores tid hjemme sammen. Også selv om jeg var ved at gå op i limningen over at skulle aktivere hele tiden og så igen (jeg er herre-dårlig til at lege, faktisk). I morges afleverede jeg Øglen i vuggeren, mens det stadig var mørkt, og hun var for træt til at opdage, hvad der foregik. Hun blev placeret i over-pædagogens arme og vinkede betuttet til mig, mens jeg bakkede ud af døren. Og 8½ timer efter kunne HDD så hente hende igen. Dermed har hun haft ca. 2½ vågne timer derhjemme til eftermiddag/aften (hvoraf jeg var hjemme de 2 af dem), før hun gik ud som et lys kl. 19. Det ville være ok, om end lidt presset, hvis det var en engangs-ting. Men det er det så ikke. Det er hermed blevet en dagligdags-ting. Som i HVER dag. Hver ENESTE hverdag. 

5 dage om ugen kommer Øglen til at tilbringe flere vågne timer sammen med pædagogerne i vuggestuen, end med mig (og HDD, men det er min tudepost, så ham holder vi lige ude af det). Fra nu af og ud i noget, der minder om en evighed. Det ved jeg ikke lige, om jeg synes er fedt, faktisk. Men det bliver jeg jo nødt til. Og andre klarer det, så det vil/skal/kan jeg også. Og det er jo ikke som om, der er særlig mange alternativer. For penge skal der jo til, og desuden ved jeg, at jeg ikke ville have godt af at gå hjemme for evigt. Men som Louise også skriver, hvad er den ideelle fordeling så egentlig på pasning og arbejde?

Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg finder ud af det. Men jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at synes, at det her med arbejde er noget underligt noget i lang tid endnu. Meningsløst, måske endda (det var i hvert fald et af de adjektiver, min hjerne fandt på i dag). Men jeg håber SÅ meget, at det som med mange andre baby-relaterede ting er "bare en fase - det går over". Men et eller andet sted tror jeg ikke rigtigt på det. 

I går fik jeg en ”held og lykke på første job-dag”-sms fra en veninde, der har været tilbage på arbejde i et helt år, siden hun fik sin datter, og hun synes så STADIG, det er underligt. Og hårdt.

Fedt nok.

Ok. Jeg skal lige høre. Hvem er det, der har snatchet de sidste 358½ dage? Hva’?! Vil gerne have dem tilbage NU, tak! Evt. bare nogle af dem? Please?!

Jeg har sagt det før, men gør det gerne igen: Jeg FATTER ikke, hvor tiden er blevet af! Om 1½ dag brister barselsboblen, og jeg bliver igen en del af Danmarks samlede arbejdsstyrke. En af dem, der fylder op på cykelstierne gennem Kbh (eller i metroen, alt efter hvordan vejret arter sig) om morgenen og om eftermiddagen. En af dem, der kan udvide skuldertaskens indhold af bleer, sutter og vådservietter til computer, kalender og måske endda en anelse makeup (vildt!). En af dem, der (forhåbentlig) igen ved, hvad der foregår rundt om i verden (eller i det mindste bare i den virksomhed, hvor jeg arbejder) og ikke automatisk går ud fra, at alle er interesseret i at høre om, hvordan det går med afkommet.

Det skal nok blive godt. Håber jeg. TROR jeg. Men jeg har en formodning om, at det bliver drønhårdt – ikke bare at skulle have hjernen i gear igen (det alene kommer jo til at tage flere måneder), men også at skulle være væk fra Øglen. I mange timer. Hver dag.

Misforstå mig ikke. Jeg er vild med at have tid væk fra Øglen. Tid, hvor jeg bare er MIG. I en underlig parallelverden, der til forveksling minder om den, jeg levede i, før jeg blev nogens mor. Men jeg er også vild med, at jeg indtil nu selv har kunnet bestemme (sådan da), hvorNÅR jeg kunne tænke mig at have øgle-fri tid. Men fra og med mandag er det slut med dén luksus. Så skal jeg være væk fra Øglen i 8-9 timer dagligt. Og jeg må oven i købet ikke selv bestemme, hvad jeg skal lave i de 8-9 timer. (Til gengæld må jeg selv bestemme, hvor længe jeg bruger på at gå på toilettet – inden for rimelighedens grænser, altså – og hvor mange kopper kaffe (sorry: te – jeg drikker ikke kaffe lige for tiden. Grrrr!) jeg drikker). Ved ikke lige, hvad jeg skal synes om denne nye konstellation, men jeg må jo tro på, at det kommer til at gå godt.

Og under alle omstændigheder kan det her barsels-noget jo ikke vare ved. Det er jo ikke virkelighed. Eller jo, det er det, men det er en virkelighed på lånt tid. Og et eller andet siger mig, at jeg har nydt de 360 dage så meget, fordi jeg vidste, at de ville få en ende en dag. Tør godt garantere, at jeg ville blive meget meget mærkelig i hovedet, hvis jeg vidste, at jeg skulle gå hjemme indtil Øglen flytter hjemmefra (og tænk så, hvis hun ender som sådan en Susan Boyle-type, der ALDRIG flytter?!).

Så: Det er GODT, at jeg skal tilbage på arbejde snart. Det bliver supersjovt og spændende, og tiden kommer til at flyve af sted, og jeg har meget mere overskud til Øglen både i hverdagene og i weekenderne, og der er ikke et øje tørt.

Ikke?!

Godt så.

Så sidder man her en lørdag aften og ser Deep Impact. Det er jo sådan set sløjt nok i sig selv, men når man tager sig selv i at tænke meget over, hvad man egentlig ville gøre, hvis man selv blev udvalgt til at bo nede i evakueringshulen, og Øglen ikke måtte komme med, så har man nået en helt ny standard inden for sløjhed. Og når man så ovenikøbet vælger at drøfte denne problemstilling med HDD og rent faktisk ender med at få en længere, reflekterende snak ud af det, så sprænger man faktisk skalaen for sløjhed.

Der var engang, hvor jeg rent faktisk lavede noget lørdag aften. Gik ud og sådan. Nu diskuterer jeg så problemstillinger fra 90'er-film, som jeg ikke burde se i første omgang. Og bliver en smule trist ved tanken om, at nogen skulle tvinge mig og HDD ned i evakueringshulen (hvorfor i al verden de dog skulle gøre det, er sagen uvedkommende), og Øglen skulle blive ladt alene tilbage.

Jowjow - det er vist svært at løbe fra, at jeg er blevet nogens løvemor. Med dertilhørende løbsk post-hormonella tankegang. Og en indædt lyst til at råbe til Morgan Freeman, at han kan stikke sin evakueringsplan skråt - Øglen skal med, eller også bliver jeg ude af hulen. Nemlig. Tag dén!

Nå.

Jeg tror bare, at jeg går ind og drikker min te. Og hækler lidt. Efter jeg har været inde og ae den sovende Øgle.

De sidste 9 måneder af mit liv har været helt vilde. Det begyndte med, at Øglen blev født (rimelig vildt!!!), og sidenhen er der bare sket SÅ meget – både med mig og med Øglen. Øglen er (heldigvis) vokset, har lært at sidde, kravle, spise ting med klumper i, grine og mange andre ting, så hos hende er udviklingen temmelig håndgribelig. Hos mig er forandringen nok primært sket på det eksistentielle plan (hvis man lige ser bort fra, at jeg ikke længere ligner Anna og/eller Lotte pga. ophobet væske), men det er nu også vildt nok, skulle jeg mene!

Hvorom alting er, så er alt det, der er sket i løbet af de sidste måneder, ikke noget, man kan ”tage og føle på”. Jeg har ammet, bekymret mig, leget, skiftet, ammet, ammet, ammet, bekymret mig, leget og so on and so forth, men jeg har ikke skrevet en bog, lært finere fransk madlavning, startet mit eget firma og/eller fundet min indre syerske. Så på det målbare niveau har jeg faktisk ikke nået noget som helst i løbet af min barsel. (Har selvfølgelig også en måned tilbage, men jeg får denondelyneme travlt, hvis jeg skal blive gudsbenådet syerske/kok/forfatter/younameit inden januar).

Det brugte jeg lang tid på at være irriteret over i begyndelsen af barslen, men nu er det jo bare sådan, det er. Og alligevel er jeg så småt begyndt at glæde mig, til jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet. Til jeg skal bruge min hjerne på andet end at huske sangene og rimene fra Sutter & Salmesang, at skolde flasker og at lyde overdrevet begejstret for skålen med most græskar/æble eller den daglige havregrød. Og jeg glæder mig på Øglens vegne, til hun skal ud blandt andre øgler, for det er hun bare SÅ klar til!

Er glad for, at jeg er nået til det her mentale stadie nu, eftersom der kun er tre dage (gys!), til Øglen skal i vugger. Men det er måske bare naturens finurlige måde at sikre, at moderdyret her kan klare og acceptere, at Øglen fremover kommer til at bruge mere vågen tid blandt fremmede (som forhåbentlig ikke er frem-mede ret længe), end sammen med mig.

Argh.

Om en måned skal Øglen begynde i institution.

En måned?!

Gisp! 

Det er jo lige om lidt, mand! Som i LIGE. OM. LIDT! Argh! Ligeomlidtligeomlidtligeomlidt! Aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det, men det må jeg jo bare se at finde ud af i løbet af den kommende måned. Første skridt er under alle omstændigheder at besøge vuggeren i næste uge - "se giraffen", om man vil. Har talt med giraffen, og den lød sød og rar, så det bliver forhåbentlig en positiv oplevelse.

Jeg er egentlig ikke bekymret for, hvordan det kommer til at gå med Øglen. Hun er temmelig selvstændig, og hvis det går, som det plejer med hende, når hun bliver passet, så opdager hun overhovedet ikke, at jeg er væk. Næh, jeg er bekymret for, hvordan det vil gå med MIG! Nu har jeg haft Øglen draperet på mig et eller andet sted størstedelen af tiden de sidste 8 måneder (og de 9 måneder før det), og så skal hun lige pludselig være et andet sted. Sammen med fremmede mennesker. Som skal give hende mad og lege med hende og putte hende og OPLEVE hende hele dagen. Mens jeg ikke er der!

Oh well – det er jo sådan det er, det der pasning. Jeg skal nok bare liiiige vænne mig til det. Og så er det jo meget heldigt, at jeg har en hel måned til at køre hende ind (og så spolere hele det gode arbejde, fordi det så bliver juleferie, og der er lukkedage og alt muligt). Og når jeg sådan tænker over det, så er det måske slet ikke så tosset endda at have en hel måned, hvor Øglen er væk nogle timer om dagen – timer, som jeg kan bruge på… MIG! Købe julegaver, drikke kaffe, stirre ind i en væg, SOVE, shoppe, osv. Vil i hvert fald prøve ihærdigt på at bruge de timer på noget med noget indhold i – og ikke bare at sidde og savne Øglen.

Og så kan jeg jo desuden forsøge at få min hjerne lidt op i gear til det der arbejdsliv, som er begyndt at kalde rimelig højt og insisterende. 4. januar træder jeg ind i det virkelige liv igen og skal atter indgå i Danmarks samlede arbejdsstyrke. Jeg ved så bare ikke lige, hvad det er, jeg skal LAVE på det der arbejde. Forstået på den måde, at jeg ikke kan komme tilbage til min gamle stilling (og det er nok i virkeligheden meget godt), så derfor skal jeg begynde i noget helt nyt – inden for samme virksomhed, altså. Og nu ser det ud til, at den stilling jeg selv har siddet og strikket sammen i mit barselsramte hoved og derefter kastet i hovedet på ledelsen, rent faktisk ender med at blive oprettet, så det er jo lidt vildt. Ikke mindst fordi jeg ikke ved det fjerneste om at strikke stillinger sammen (mens jeg er på barsel og fuldstændig ude af loopet). Derfor bliver jeg da også temmelig meget i tvivl, om det overhovedet er det, jeg vil. Om jeg overhovedet gider virksomheden mere.

Så jeg er begyndt at smide et par ansøgninger efter andre virksomheder også. HalLØJ, det er sløjt med stillingsopslag, der passer til mig, lige for tiden. Rigtig rigtig sløjt, endda. Men der er vel ikke meget andet for, end bare at søge videre. Og være glad for, at jeg trods alt har et (eller andet) job at komme tilbage til. Det er jo penge på kontoen (hvilket er mere end man kan sige om tilværelsen på dagpenge). Så må den lille detalje med at brænde for det, man laver, komme, når finanskrisen har lagt sig, og virksomhederne tør ansætte igen...

Når man nu bare sidder her og venter på nogle håndværkere, som lige har ringet og sagt, at de altså ikke kommer i dag alligevel, så kan man jo lige så godt skrive lidt på bloggen. Øglen er puttet til dagens første lur, så der er en sjælden fred og ro.

Jeg har lige fundet ud af – ved hjælp af en kalender, altså – at der præcis er gået 247 dage af min barsel. 247 dage, der har været præget af opture, nedture og tudeture. 247 dage, hvor læringskurven har været stejlere end på nogen uddannelsesinstitution, jeg nogensinde har været på. Dage – måneder – der har omdannet en god portion af min identitet; fra ”A, kæreste, veninde, kollega” til nu primært at være ”A, Ingas mor. Og nåh ja – også kæreste og veninde. Kollega – hvad er det nu, det er?!”

Ud over at have været et smut på ferie, på besøg hos familie og venner og på rekreation i 2840 Forstad, er de 247 dage mestendels foregået hjemme. I vores dejlige lejlighed på Østerbro. Som jeg har beboet i 6 år og HDD i 1½. Som nu er solgt (lejligheden. Ikke HDD).

Vidste godt, at det var den vej, vinden blæste. Fordi lejligheden ikke er særlig stor, og med 3 mennesker føles den nu markant mindre. Også selv om et af de tre mennesker kun er 68,5 cm høj (lang?). Men hvad det lille menneske mangler i højden (længden?), kompenserer hun så i dén grad for på den materielle front. Faktisk kan man godt sige, at det er højstole, legetæpper, bamser, hagesmække, vasketøj, skeer, skåle, tremmesenge, bæreseler osv., der har drevet os fra hus og hjem.

Så det er jo GODT, at lejligheden er solgt. Det er noget, vi gerne vil alle tre (også Øglen – hun ved det bare ikke endnu), og eftersom jeg alligevel aldrig vinder i Lotto (og i øvrigt heller ikke spiller), går det ikke at beholde lejligheden som sommerresidens. ”Sælg først – køb bagefter” er jo bankernes mantra i det her marked, så det har vi altså gjort. Solgt, forstås. Det der med at købe er vi ikke lige nået til endnu.

Der er nu en måned til vi skal fraflytte lejligheden, så vi når næppe at købe noget, sætte det i stand (hvis det trænger, og det gør det jo nok – pengepungen rækker vist primært til dødsboer med bizart tapet på den ufede måde og væg-til-væg-tæpper med ukendte arter af insekter boende i sig) og så flytte ind i det. Ergo skal vi leje et eller andet. Det ender vist med, at vi skal leje noget oppe i de der nordlige forstæder. Hvilket jo giver god nok mening, eftersom det er deroppe, vi skal købe noget. Og altså også deroppe Øglen skal i institution.

Men jeg havde bare naivt håbet, at vi kunne vente med at flytte derop, til min barsel var slut! Jeg havde i hvert fald ikke lige kalkuleret med, at jeg skulle bruge 3 mdr. af min barsel – en tredjedel, altså – i en fremmed lejlighed i en fremmed by. Hvad skal jeg lave?! (Udover at hækle og surfe på internettet, lege med Øglen og gå ture med barnevognen…?) Det ender med, at jeg bliver sådan en, der kører frem og tilbage med S-toget hele dagen bare for at have noget at tage sig til. Folk vil få ondt af mig (eller nok mest af Øglen), og måske vil de så give mig en mønt eller en tør bolle fra 7-Eleven, fordi de tror, jeg er hjemløs. Hvilket jeg inde i hovedet også er, indtil vi får købt et hus. Noget, som er MIT (vores). Og ikke bare et eller andet midlertidigt, hvor jeg ikke ved, om vi skal blive i 3 mdr. eller i flere år. Suk.

Jeg har ikke lyst til at flytte! Men jeg har heller ikke lyst til at blive boende. I hvert fald ikke i lejligheden (hvilket er meget heldigt, nu den jo er solgt), for jeg er klar til at prøve noget nyt nu. Desuden er jeg ved at blive sindssyg over, at det hele flyder altid. Og jeg er ikke engang specielt pernittengryn, når det kommer til rod. Men det her er bare for meget, altså! (Det bliver så heller ikke bedre af, at vi så småt er begyndt at pakke loftsrummet sammen, så oveni alt vores almindelige skrammel er der nu også en lille hær af flyttekasser stablet op).

Jeg har leget lidt med tanken om at foreslå HDD, at vi flytter til en større lejlighed på Østerbro, men på den anden side ved jeg, at jeg på sigt gerne vil ud af byen. Så når vi alligevel skal flytte nu, kan vi ligeså godt gøre det 'ordentligt' - så skægt er det jo heller ikke at flytte, og hvis jeg med hånden på hjertet ved, at vi alligevel rykker om et par år, så er vi jo lige vidt.

Skal bare lige have fundet de positive barsels-vibes frem og overbevise mig om, at jeg godt kan få nogle hyggelige og sjove sidste måneders barsel. Også selv om det er i et nyt hood og en midlertidig bolig.

Hm.

Nå, nu vågner Øglen, kan jeg høre. Det er nok meget godt, for det her blev da godt nok langt. Og hey - det kan godt være, at vi skal flytte uden for byen og alt det der, men sålænge Øglen flytter med, så går det nok altsammen... :-)

Der går rygter om, at der findes en tilværelse derude et sted. En tilværelse, der ikke udelukkende går ud på at skifte, made, trøste, lege, vaske op, synge, made, vaske op, skifte, skifte, lege, putte, trøste, putte. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg faktisk svagt erindre, at jeg selv har været en del af den. Og hvis jeg trykker på hjernens Play-knap, ved jeg også godt, at jeg skal til at være en del af den virkelighed igen. Inden så længe, faktisk.

”Inden så længe” betyder i min verden til januar. Men det kan det jo hurtigt blive. Og inden da skal jeg lige finde ud af, hvad det er, jeg egentlig skal lave ude i den der virkelighed. Min ansættelse er strikket sådan sammen, at firmaet skal tage mig tilbage, hvad enten der er en stilling til mig eller ej. Og er der absolut lavvande, hvad angår arbejdsopgaver, i min gamle afdeling, jamen så står det mig frit for at vælge, hvad jeg så vil lave inden for firmaets (ret vide) rammer. Så det må jo siges at være ganske privilegeret.

Ikke desto mindre har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg godt kunne tænke mig at beskæftige mig med. Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke vil tilbage til min gamle stilling med mine gamle arbejdsopgaver. Det ved min chef godt, og han har derfor brugt noget tid (siger han) på at tænke over, hvordan (om?) jeg så kan indgå i afdelingen.

Og nu har han så lige sendt en mail og spurgt, om jeg kan komme til møde på torsdag, hvor vi i fællesskab kan finde ud af, hvad der skal ske. Det bliver spændende – mest af alt fordi, jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været til møde. Og nærmest heller ikke kan huske, hvordan man opfører sig til sådan et. Desuden synes jeg, det er meget svært lige pludselig at skulle til at tænke i arbejdsbaner igen. (Og det gælder ikke, det der med at betragte mor-rollen som en projektleder med en A-certificering…) Så den kommende uge skal jeg vist til at koncentrere mig om lidt andet og mere end ’bare’ Øglen og øgle-relaterede ting. Skal til at catche up. Virke som om, jeg er meget fokuseret og ambitiøs. Og alt sådan noget.

Jeg er faktisk lidt nervøs for, hvordan mødet kommer til at forløbe. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om det skyldes, at jeg er bange for, om jeg ikke får en stilling i afdelingen, eller om jeg rent faktisk får en stilling. Men det må man jo ikke sige i disse tider, hvor Finansgrisen kradser, og man skal være lykkelig for overhovedet at have et job. Men ligesom jeg kan fornemme, mange andre mødre ude i Blogland også har det, så vil jeg faktisk rigtig gerne prøve noget andet. Jeg tror s**, jeg er rendt rundt og blevet en lille smule idealistisk her i min barsel. Ikke så idealistisk, at jeg vil arbejde for ingenting, men dog så idealistisk, at jeg gerne vil lave noget med bare en anelse mening i. De første 3 uger efter fødslen ville jeg fx gerne være jordemoder, men det er jeg trods alt gået bort fra igen. Vældig praktisk taget i betragtning, at min uddannelse end ikke ligger i nærheden af at kunne bruges i sundhedssektoren…

Jeg tjekker jævnligt job-sites’ne på Indernettet, og af og til dukker der en stilling op, jeg synes, lyder rigtig spændende. Så tænker jeg, at det da lige er mig, og at den vil jeg søge, osv., men så bliver jeg nervøs igen – denne gang af en ganske anden årsag; fordi jeg har glemt, hvad det er, jeg egentlig kan.

Og det er jo nemt, sådan at gå og putte sig herhjemme sammen med Øglen. Ikke desto mindre er det jo en kunstig virkelighed. Som jo stopper igen. Snart. Så måske jeg bare skulle prøve at tage livtag med den rigtige virkelighed – bare sådan stille og roligt. Nu har jeg i hvert fald pludselig fået et incitament til at gøre det…

Øglen blev ½ år gammel den anden dag (nat). Det fejrede hun ved at spise masser af havregrød til mor-genmad (hun spiser ALT, undtagen boghvede) og sætte sig op ved egen hjælp i klapvognen for at studere svaner (eller mors latte?!) på Den Franske Café. Jeg fejrede det ved at være tudevorn hele dagen:

Øglen: WRING WRING NING NING NING NING *sutter hektisk på sutten* WRING NING (i et af dagens mindre følelsesudbrud)
Mig, normalt: Schhhh, lille skat – der sker ikke noget, schhhh… Mor passer på dig…
Mig, på Øglens halvårsdag: Scchhhh *stemmen knækker* de-he-he-her ske-her ikke no-o-oget. Mor passer på-hå-hå da-haj *snøfter voldsomt*
HDD: Ehm… Er du okay?
Mig: Hun bliver bare så stooo-ho-horrrr *græder nu åbenlyst*
Øglen: *kigger betuttet på mors våde kinder og stopper med at græde*

Hormonerne har åbenbart ikke helt forladt min krop, tænker jeg. Men sådan er det, og jeg er ikke flov (okay – måske lidt) over at være lidt rørstrømsk. Min lille Øgle er efterhånden blevet en stor Øgle, og jeg kan ikke følge med. I disse dage synes jeg, at jeg siger ”tiden går bare så hurtigt” / ”jeg forstår ikke, hvor tiden bliver af” oftere, end jeg siger ”hej”. Det er SÅ kliché-agtigt (det syntes jeg i hvert fald, før Øglen ankom), men det passer. Det føles som i går, at vi kom hjem fra 2½ dag på Barselsgangen på Riget, og at Øglen ikke var større end tobak for en skilling. Hun kunne ligge med hovedet i mine hænder og kroppen hvilende på mine underarme, og så kunne vi danse rundt til ”Åh Abe” (tuder i øvrigt stadig til ”Se min kjole” og ”Vågn nu lille engel”). Hvis jeg forsøgte det i dag, ville mine arme knække som pindebrænde… Men samtidig føles det som om, det er lysår siden. Der er sket så meget – både med Øglen og med mig – og det har været og er helt fantastisk.

Tænker af og til på, at det jo aldrig kan blive lige så fantastisk og magisk en gang til (hvis man altså bliver velsignet med endnu et barn). Men det er jo bare fordi, jeg ikke ved, hvordan det er at have mere end ét barn. Mit hoved kan vist bare ikke helt forstå, hvordan det skal kunne lade sig gøre at rumme MERE kærlighed indeni hjertet.

Og inden jeg bliver rørstrømsk én gang til, så må jeg vist hellere lukke af (totalt hækle-lingo, dér) og tage Øglen under armen. Vi skal nemlig over og svømme med mødregruppen, ja vi skal så. Og skulle man alligevel give efter for rørstrømskheden, så er der næppe nogen, der opdager det, når man alligevel har vand i hele hovedet...

Da jeg for lidt mere end et år siden fandt ud af, at jeg var gravid, satte det – naturligt nok – en frygtelig masse tanker i gang. Kunne vi nu klare det, HDD og jeg? Havde vi nu også været kærester længe nok, inden vi skulle til at være forældre? Var det overhovedet den rigtige beslutning? Ville jeg blive en god mor? Hvordan ville det være at skulle på barsel? Osv.

Nu, knap fem måneder inde i forældreskabet, kan jeg konstatere følgende:

HDD og jeg kan godt klare det her med at være forældre. Tilsyneladende. Vi har vores sammenstød, og der er ikke altid konsensus, men i det store hele går det fint, og vi er gode til at tale om de frustrationer, der måtte opstå hen ad vejen. Hvad angår om vi havde nået at være kærester længe nok, så tror jeg, det er svært at vurdere, hvad der er ”længe nok”. Jeg havde termin 5 dage efter, vi havde kendt hinanden i 2 år, så vi har ikke hvilet meget på laurbærrene. Men jeg synes egentlig ikke, at vi behøvede at vente længere, end vi gjorde – jeg havde mødt manden i mit liv, så hvorfor vente?!

Hvorvidt jeg er en god mor, vil jeg lade være op til andre at vurdere, men jeg gør mit bedste, og hvis det ikke er godt nok, er jeg dæleme på den. Tror nu, at det går ok indtil videre. At Øglen er begyndt at danse en meget lav lambada, når hun ligger på ryggen, vælger jeg at tro på ikke har noget med godt, medium eller dårligt moderskab at gøre…

Alle disse ting har fyldt – og gør det til dels stadig – en del. Men det er primært spørgsmålet om, hvordan barslen ville være, der har krævet en del hjerne-RAM. Jeg skal tilbage på arbejde lige efter nytår. Der er næsten seks måneder til, men alligevel har jeg det som om, det er lige om lidt. Jeg har ikke lyst til ikke at skulle gå hjemme ved Øglen – jeg nyder det og elsker, at jeg er så tæt på hende, både fysisk og mentalt. Samtidig kan jeg dog ikke sige mig fri for at finde rutinen lege-skifte-amme-lege-skifte-amme-skifte-amme-skifte-skifte-bade-amme-lege-amme-putte en kende triviel. For ikke at sige kedelig. Primært på de dage, hvor jeg ikke har lagt nogle planer og derfor ikke får nogen voksen-input i løbet af en hel dag. Jeg er blevet er ved at udvikle mig til en af de her mødre, hvis omdrejningspunkt ER babyen – fordi babyen er det, jeg oplever. Jeg kan ikke fortælle sjove/interessante/pinlige historier fra det virkelige liv, når HDD kommer hjem, eller jeg er sammen med andre voksne, for jeg oplever dem ikke. Til gengæld oplever jeg så smil, pludren, gråd, begejstring, fyldte bleer og akut sult, men det er meget få af disse oplevelser, der kan omsættes til historier, som følger berettermodellen. Jeg tror for alvor, det gik op for mig, da jeg så det seneste afsnit af ”Vores første barn”, hvor Anja og Michael havde nogle timer sammen alene – uden deres lille, for tidligt fødte dreng, og det eneste Anja talte om, var… ta-dahhh! Deres lille, for tidligt fødte dreng! Der er ikke noget at sige til det, jo, men jeg fik bare så ondt af ham her fyren, som så gerne ville have et par timer sammen med Anja, kæreste – men i stedet fik et par timer sammen med Anja, mor.

Og da slog det mig, at jeg måske ikke er så anderledes. For min hverdag er jo – ligesom Anjas (bortset fra det der med det for tidligt fødte) – baby, baby og så lige lidt mere baby. Jeg er A L D R I G alene. Jo, på toilettet eller i badet, eller når Øglen sover i løbet af dagen, men det er jo ikke lige dér, de vilde ting sker (det er i hvert fald yderst sjældent, jeg oplever noget, der kan omsættes til en spændende historie, når jeg er på badeværelset).

Inden fødslen havde jeg en naiv idé om, at jeg skulle nå alt muligt, når jeg skulle på barsel. Få en eller anden hobby, lære et sprog, skrive en bog – UDRETTE et eller andet! Og nu; fem måneder inde i barslen, må jeg sande, at det jo nok næppe kommer til at ske. Fordi der ikke er tid. Fordi årsagen til, at jeg overhovedet ER på barsel, kræver mere nærvær, end jeg på nogen måde kunne have forestillet mig. Og fordi jeg, når Øglen sover, trænger til en kop kaffe, en god bog, lidt dårligt tv, eller måske sætte en vask over, og derfor ikke lige orker at finde på en hobby. I øvrigt også lidt opslidende – for ikke at sige amputerende – på en hobby aldrig at vide, om man har 30 minutter eller 2 timer til at gøre noget ved den; Det afhænger til fulde af, hvor længe Øglen vælger at sove…

Og det er så her, paradokset opstår. For samtidig med, at jeg hungrer efter at ”udrette noget”, så trives jeg bare så jävla godt på barsel. Jeg er glad, jeg har overskud (nogle dage, i det mindste, typisk når jeg har fået lidt søvn om natten), og jeg nyder bare lille Baby I så meget. Synes, det er underligt, at hjernen kan køre i to SÅ forskellige spor samtidig.

Men nå. Summa summarum: Jeg får ikke lavet noget som helst i min barsel – ud over selvfølgelig at passe Øglen. Og lære teksten til ”I de store skove nær ved Siljansøen” udenad. Og det skal jeg lige slutte fred med.

Hvad laver/lavede I andre på barsel?

Øglen og jeg har været i Kbh i dag. Vi drog fra forstæderne tidligt i morges og vendte tilbage omkring det tidspunkt, hvor normale mennesker (dem, der ikke er på barsel) holder fyraften.

Vi har hængt ud i lejligheden (som jo bare står der og er helt forladt, fordi vi er søgt i midlertidigt forstads-sommer-eksil), spist frugt (eller - jeg har spist frugt; øglen har slikket på hhv. en banan og et æble og efterfølgende set vældigt bebrejdende ud), købt snacks-to-go i 7-Eleven, vandret rundt i 2100 Ø og været på Docken med mødregruppen.

Bagende varme, havluft, by og afslapning - så fåes det altså ikke bedre!

Og nu er jeg så tilbage i 2840 Forstad. Hvor græsset er grønt, roserne blomstrer, luften er frisk, men hvor 'nerven' mangler. Man bliver formentlig et roligere menneske af at bo et fredeligt sted, og jeg elsker, at Øglen kan stå udenfor i sin barnevogn og sove, uden jeg behøver være nervøs for, at der kommer nogen og stjæler hende, eller at R98 ved en fejl tager hende med sammen med afhentning af storskrald. Og jeg elsker også det der med den friske luft og græsset. Faktisk elsker jeg alt ved forstaden - hvis jeg altså tager mor-brillerne på.

Men udskifter jeg mor-brillerne med ego-linserne, så savner jeg byen. Eller - kommer til at savne byen, skulle jeg nok hellere sige. For vi er jo ikke flyttet endnu, men det er dén vej, vinden blæser, og lejligheden er også til salg, jo. Der er selvfølgelig ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men vores midlertidige flytning har bare sat nogle tanker i gang. Om at blive voksen. Om at påtage sig ansvaret for et lille væsen. Og om at træffe nogle beslutninger primært baseret på øglens ve og vel. (Hermed ikke være sagt, at øgler ikke kan have det godt i storbyen, for selvfølgelig kan de det, men da vi alligevel bliver nødt til at flytte inden for en overskuelig fremtid for at få mere plads, har vi vurderet, at vi ligeså godt kan rykke lidt uden for byen). Louise beskrev nogenlunde samme problematik for nylig, så jeg er heldigvis ikke helt alene med mine overvejelser.

Men som med så meget andet handler det jo nok om tilvænning. Livet i forstæderne kan jo blive ligeså godt og givende som livet i byen. Men uanset, hvordan man vender og drejer den, så bliver det et anderledes liv, så den kamel skal jeg lige have slugt. Jeg begyndte vel egentlig at tygge, da graviditetstesten viste to streger, og måske den sidste pukkel ryger ned, når vi engang flytter for real.

Nok forstads-flæberi for nu. Jeg vil gå op og se til øglen, der endelig sover som en... ja, som en baby her i den friske luft. Kysse hendes klæbrige hud, inhalere hendes duft af baby, sved, mælk og en lillebitte smule tis og vide med mig selv, at det i virkeligheden er helt ligemeget, hvor vi bor - når bare vi har hinanden...