Smartlog v. II » iBaby » kvalme
Opret egen blog | Næste blog »

Syyyyg!

26. dec 2009 12:43, iBaby

Når det sådan er jul, og man spiser and, ris à la mande og andre godter i lange baner, så kan man godt blive lidt kvalm. Som regel kan det dog kureres med lidt frisk luft og ganske almindeligt mådehold. Men når der er tale om omgangssyge - som en fra mødregruppen i øvrigt har været så venlig at påføre samtlige øvrige medlemmers familier (grrrr!) - så er der desværre ikke så meget andet for end at holde sengen, have en stor spand inden for rækkevidde og så ellers bare kaste op, til man vender vrangen ud på sig selv.

Sådan var min aften og nat, og jeg er stadig ikke helt på toppen. Har brugt 2½ time på at komme i bad, få tøj på og pakket en taske - for julen byder jo traditionen tro på familiebesøg, og vi sætter kursen mod min familie lige om lidt. Skal dog understrege, at den er bekendt med evt. smittefare...

Jeg hader at være syg og er det i øvrigt nærmest aldrig, men i det mindste slap jeg billigt i forhold til resten af mødregruppen, som alle har haft mænd og babyer, der var syge juleaften. En af dem blev ovenikøbet nødt til at aflyse julen (som skulle holdes hos hende), fordi det stod så sløjt til med mand og baby. Behøver vist ikke engang at sige, at hun er temmelig bitter...

Trods alt ventede baktusserne med at slå mig ned til efter juleaften, men jeg var/er godt nok heller ikke mange sure sild værd. Har ikke været sådan "rigtigt" syg, efter jeg har fået Øglen, og kunne jeg selv bestemme, bliver jeg ikke syg igen, før hun er flyttet hjemmefra, for det er da godt nok noget være bøvl ikke at være i stand til at stå oprejst, endsige bære rundt på - og fodre (oh gru!) - Øglen. Heldigvis er HDD up and running, og han står for ALT lige fra leg, skiftning, logistik mht. pakning af taske and the works. Tør slet ikke tænke på, hvordan det hele skulle hænge sammen, hvis han ikke havde ferie.

Nå, jeg vil stoppe ynken og begive mig i sneglefart ned til bilen, hvor jeg har store planer om at sove. Hele vejen til familie-land. Og når vi kommer frem, er jeg frisk som en havørn.

Nemlig.