iBaby

Antal:

blomsterbuketter fra afdeling: 1

knus fra søde kolleger: Mange

grin: Rigtig mange

minutter brugt på at ringe til/tale med IT Helpdesk: 30

bandeord over computere, netværk og IT Helpdesk: 5.897

succesfulde forsøg på at komme på intranettet: 0

løste arbejdsopgaver (stærkt relateret til intranettet): -1

samtaler om Øglen (adspurgt): 10

samtaler om Øglen (uopfordret): 2

gange, jeg har tænkt på Øglen: 8.899.403

Alt i alt en glimrende – og aldeles uproduktiv – dag på en arbejdsplads, som det på ingen måde føles som et år siden, jeg forlod. Har så småt fået pejlet mig ind på, hvad mine arbejdsopgaver de næste to måneder (hvorefter jeg skifter afdeling) består af, og de virker mildest talt til at overskue. Det er også til at overskue, at jeg har ’fået lov’ til at holde ferie i to uger i forbindelse med, at vi flytter i februar, og så ser det ud til, at det sagtens skulle kunne lade sig gøre at arbejde hjemme af og til.

Jeg har derfor intet at klage over, men jeg skal da ikke være for fin til at gøre det alligevel. For jeg SAVNER Øglen og vores tid hjemme sammen. Også selv om jeg var ved at gå op i limningen over at skulle aktivere hele tiden og så igen (jeg er herre-dårlig til at lege, faktisk). I morges afleverede jeg Øglen i vuggeren, mens det stadig var mørkt, og hun var for træt til at opdage, hvad der foregik. Hun blev placeret i over-pædagogens arme og vinkede betuttet til mig, mens jeg bakkede ud af døren. Og 8½ timer efter kunne HDD så hente hende igen. Dermed har hun haft ca. 2½ vågne timer derhjemme til eftermiddag/aften (hvoraf jeg var hjemme de 2 af dem), før hun gik ud som et lys kl. 19. Det ville være ok, om end lidt presset, hvis det var en engangs-ting. Men det er det så ikke. Det er hermed blevet en dagligdags-ting. Som i HVER dag. Hver ENESTE hverdag. 

5 dage om ugen kommer Øglen til at tilbringe flere vågne timer sammen med pædagogerne i vuggestuen, end med mig (og HDD, men det er min tudepost, så ham holder vi lige ude af det). Fra nu af og ud i noget, der minder om en evighed. Det ved jeg ikke lige, om jeg synes er fedt, faktisk. Men det bliver jeg jo nødt til. Og andre klarer det, så det vil/skal/kan jeg også. Og det er jo ikke som om, der er særlig mange alternativer. For penge skal der jo til, og desuden ved jeg, at jeg ikke ville have godt af at gå hjemme for evigt. Men som Louise også skriver, hvad er den ideelle fordeling så egentlig på pasning og arbejde?

Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg finder ud af det. Men jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at synes, at det her med arbejde er noget underligt noget i lang tid endnu. Meningsløst, måske endda (det var i hvert fald et af de adjektiver, min hjerne fandt på i dag). Men jeg håber SÅ meget, at det som med mange andre baby-relaterede ting er "bare en fase - det går over". Men et eller andet sted tror jeg ikke rigtigt på det. 

I går fik jeg en ”held og lykke på første job-dag”-sms fra en veninde, der har været tilbage på arbejde i et helt år, siden hun fik sin datter, og hun synes så STADIG, det er underligt. Og hårdt.

Fedt nok.

Ok. Jeg skal lige høre. Hvem er det, der har snatchet de sidste 358½ dage? Hva’?! Vil gerne have dem tilbage NU, tak! Evt. bare nogle af dem? Please?!

Jeg har sagt det før, men gør det gerne igen: Jeg FATTER ikke, hvor tiden er blevet af! Om 1½ dag brister barselsboblen, og jeg bliver igen en del af Danmarks samlede arbejdsstyrke. En af dem, der fylder op på cykelstierne gennem Kbh (eller i metroen, alt efter hvordan vejret arter sig) om morgenen og om eftermiddagen. En af dem, der kan udvide skuldertaskens indhold af bleer, sutter og vådservietter til computer, kalender og måske endda en anelse makeup (vildt!). En af dem, der (forhåbentlig) igen ved, hvad der foregår rundt om i verden (eller i det mindste bare i den virksomhed, hvor jeg arbejder) og ikke automatisk går ud fra, at alle er interesseret i at høre om, hvordan det går med afkommet.

Det skal nok blive godt. Håber jeg. TROR jeg. Men jeg har en formodning om, at det bliver drønhårdt – ikke bare at skulle have hjernen i gear igen (det alene kommer jo til at tage flere måneder), men også at skulle være væk fra Øglen. I mange timer. Hver dag.

Misforstå mig ikke. Jeg er vild med at have tid væk fra Øglen. Tid, hvor jeg bare er MIG. I en underlig parallelverden, der til forveksling minder om den, jeg levede i, før jeg blev nogens mor. Men jeg er også vild med, at jeg indtil nu selv har kunnet bestemme (sådan da), hvorNÅR jeg kunne tænke mig at have øgle-fri tid. Men fra og med mandag er det slut med dén luksus. Så skal jeg være væk fra Øglen i 8-9 timer dagligt. Og jeg må oven i købet ikke selv bestemme, hvad jeg skal lave i de 8-9 timer. (Til gengæld må jeg selv bestemme, hvor længe jeg bruger på at gå på toilettet – inden for rimelighedens grænser, altså – og hvor mange kopper kaffe (sorry: te – jeg drikker ikke kaffe lige for tiden. Grrrr!) jeg drikker). Ved ikke lige, hvad jeg skal synes om denne nye konstellation, men jeg må jo tro på, at det kommer til at gå godt.

Og under alle omstændigheder kan det her barsels-noget jo ikke vare ved. Det er jo ikke virkelighed. Eller jo, det er det, men det er en virkelighed på lånt tid. Og et eller andet siger mig, at jeg har nydt de 360 dage så meget, fordi jeg vidste, at de ville få en ende en dag. Tør godt garantere, at jeg ville blive meget meget mærkelig i hovedet, hvis jeg vidste, at jeg skulle gå hjemme indtil Øglen flytter hjemmefra (og tænk så, hvis hun ender som sådan en Susan Boyle-type, der ALDRIG flytter?!).

Så: Det er GODT, at jeg skal tilbage på arbejde snart. Det bliver supersjovt og spændende, og tiden kommer til at flyve af sted, og jeg har meget mere overskud til Øglen både i hverdagene og i weekenderne, og der er ikke et øje tørt.

Ikke?!

Godt så.

Om en måned skal Øglen begynde i institution.

En måned?!

Gisp! 

Det er jo lige om lidt, mand! Som i LIGE. OM. LIDT! Argh! Ligeomlidtligeomlidtligeomlidt! Aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det, men det må jeg jo bare se at finde ud af i løbet af den kommende måned. Første skridt er under alle omstændigheder at besøge vuggeren i næste uge - "se giraffen", om man vil. Har talt med giraffen, og den lød sød og rar, så det bliver forhåbentlig en positiv oplevelse.

Jeg er egentlig ikke bekymret for, hvordan det kommer til at gå med Øglen. Hun er temmelig selvstændig, og hvis det går, som det plejer med hende, når hun bliver passet, så opdager hun overhovedet ikke, at jeg er væk. Næh, jeg er bekymret for, hvordan det vil gå med MIG! Nu har jeg haft Øglen draperet på mig et eller andet sted størstedelen af tiden de sidste 8 måneder (og de 9 måneder før det), og så skal hun lige pludselig være et andet sted. Sammen med fremmede mennesker. Som skal give hende mad og lege med hende og putte hende og OPLEVE hende hele dagen. Mens jeg ikke er der!

Oh well – det er jo sådan det er, det der pasning. Jeg skal nok bare liiiige vænne mig til det. Og så er det jo meget heldigt, at jeg har en hel måned til at køre hende ind (og så spolere hele det gode arbejde, fordi det så bliver juleferie, og der er lukkedage og alt muligt). Og når jeg sådan tænker over det, så er det måske slet ikke så tosset endda at have en hel måned, hvor Øglen er væk nogle timer om dagen – timer, som jeg kan bruge på… MIG! Købe julegaver, drikke kaffe, stirre ind i en væg, SOVE, shoppe, osv. Vil i hvert fald prøve ihærdigt på at bruge de timer på noget med noget indhold i – og ikke bare at sidde og savne Øglen.

Og så kan jeg jo desuden forsøge at få min hjerne lidt op i gear til det der arbejdsliv, som er begyndt at kalde rimelig højt og insisterende. 4. januar træder jeg ind i det virkelige liv igen og skal atter indgå i Danmarks samlede arbejdsstyrke. Jeg ved så bare ikke lige, hvad det er, jeg skal LAVE på det der arbejde. Forstået på den måde, at jeg ikke kan komme tilbage til min gamle stilling (og det er nok i virkeligheden meget godt), så derfor skal jeg begynde i noget helt nyt – inden for samme virksomhed, altså. Og nu ser det ud til, at den stilling jeg selv har siddet og strikket sammen i mit barselsramte hoved og derefter kastet i hovedet på ledelsen, rent faktisk ender med at blive oprettet, så det er jo lidt vildt. Ikke mindst fordi jeg ikke ved det fjerneste om at strikke stillinger sammen (mens jeg er på barsel og fuldstændig ude af loopet). Derfor bliver jeg da også temmelig meget i tvivl, om det overhovedet er det, jeg vil. Om jeg overhovedet gider virksomheden mere.

Så jeg er begyndt at smide et par ansøgninger efter andre virksomheder også. HalLØJ, det er sløjt med stillingsopslag, der passer til mig, lige for tiden. Rigtig rigtig sløjt, endda. Men der er vel ikke meget andet for, end bare at søge videre. Og være glad for, at jeg trods alt har et (eller andet) job at komme tilbage til. Det er jo penge på kontoen (hvilket er mere end man kan sige om tilværelsen på dagpenge). Så må den lille detalje med at brænde for det, man laver, komme, når finanskrisen har lagt sig, og virksomhederne tør ansætte igen...

Der går rygter om, at der findes en tilværelse derude et sted. En tilværelse, der ikke udelukkende går ud på at skifte, made, trøste, lege, vaske op, synge, made, vaske op, skifte, skifte, lege, putte, trøste, putte. Hvis jeg anstrenger mig, kan jeg faktisk svagt erindre, at jeg selv har været en del af den. Og hvis jeg trykker på hjernens Play-knap, ved jeg også godt, at jeg skal til at være en del af den virkelighed igen. Inden så længe, faktisk.

”Inden så længe” betyder i min verden til januar. Men det kan det jo hurtigt blive. Og inden da skal jeg lige finde ud af, hvad det er, jeg egentlig skal lave ude i den der virkelighed. Min ansættelse er strikket sådan sammen, at firmaet skal tage mig tilbage, hvad enten der er en stilling til mig eller ej. Og er der absolut lavvande, hvad angår arbejdsopgaver, i min gamle afdeling, jamen så står det mig frit for at vælge, hvad jeg så vil lave inden for firmaets (ret vide) rammer. Så det må jo siges at være ganske privilegeret.

Ikke desto mindre har jeg ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg godt kunne tænke mig at beskæftige mig med. Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke vil tilbage til min gamle stilling med mine gamle arbejdsopgaver. Det ved min chef godt, og han har derfor brugt noget tid (siger han) på at tænke over, hvordan (om?) jeg så kan indgå i afdelingen.

Og nu har han så lige sendt en mail og spurgt, om jeg kan komme til møde på torsdag, hvor vi i fællesskab kan finde ud af, hvad der skal ske. Det bliver spændende – mest af alt fordi, jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været til møde. Og nærmest heller ikke kan huske, hvordan man opfører sig til sådan et. Desuden synes jeg, det er meget svært lige pludselig at skulle til at tænke i arbejdsbaner igen. (Og det gælder ikke, det der med at betragte mor-rollen som en projektleder med en A-certificering…) Så den kommende uge skal jeg vist til at koncentrere mig om lidt andet og mere end ’bare’ Øglen og øgle-relaterede ting. Skal til at catche up. Virke som om, jeg er meget fokuseret og ambitiøs. Og alt sådan noget.

Jeg er faktisk lidt nervøs for, hvordan mødet kommer til at forløbe. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om det skyldes, at jeg er bange for, om jeg ikke får en stilling i afdelingen, eller om jeg rent faktisk får en stilling. Men det må man jo ikke sige i disse tider, hvor Finansgrisen kradser, og man skal være lykkelig for overhovedet at have et job. Men ligesom jeg kan fornemme, mange andre mødre ude i Blogland også har det, så vil jeg faktisk rigtig gerne prøve noget andet. Jeg tror s**, jeg er rendt rundt og blevet en lille smule idealistisk her i min barsel. Ikke så idealistisk, at jeg vil arbejde for ingenting, men dog så idealistisk, at jeg gerne vil lave noget med bare en anelse mening i. De første 3 uger efter fødslen ville jeg fx gerne være jordemoder, men det er jeg trods alt gået bort fra igen. Vældig praktisk taget i betragtning, at min uddannelse end ikke ligger i nærheden af at kunne bruges i sundhedssektoren…

Jeg tjekker jævnligt job-sites’ne på Indernettet, og af og til dukker der en stilling op, jeg synes, lyder rigtig spændende. Så tænker jeg, at det da lige er mig, og at den vil jeg søge, osv., men så bliver jeg nervøs igen – denne gang af en ganske anden årsag; fordi jeg har glemt, hvad det er, jeg egentlig kan.

Og det er jo nemt, sådan at gå og putte sig herhjemme sammen med Øglen. Ikke desto mindre er det jo en kunstig virkelighed. Som jo stopper igen. Snart. Så måske jeg bare skulle prøve at tage livtag med den rigtige virkelighed – bare sådan stille og roligt. Nu har jeg i hvert fald pludselig fået et incitament til at gøre det…