En gudinde iblandt os
8. jan 2010 12:20, iBabyNånå. Så er man pludselig en gudinde og et orakel. Ikke dårligt.
Fik en sms for lidt siden fra en af mine kolleger, der er kommet tilbage fra barsel på samme tidspunkt som jeg. I går drak vi en kop kaffe (te – jeg drikker nemlig stadig ikke kaffe. Grrrr!) sammen i virksomhedens fællesrum - vi skulle lige catche op (hedder det det på 'dansk'?), og hun fortalte, at hun var helt og aldeles smadret efter fire nætter uden søvn, fordi hendes øgle insisterede på at holde fest og/eller grædekoncert fra omkring kl. 23 og resten af natten. Det har stået på siden i søndags (og inden da sov hun heller ikke for godt) – altså lige nøjagtigt så lang tid, som kollegaen har været tilbage på arbejdsmarkedet og derfor mere end nogensinde har brug for sin søvn. Hun var derfor ved at gå ud af sit gode skind, og over kaffen teen prøvede vi i sagens natur at finde ud af, hvorFOR hendes øgle pludselig sov så dårligt.
Jeg anser ikke mig selv som værende specielt klog på babyer, men jeg syntes, at historien mindede lidt om det forløb, vi selv oplevede, da vi for snart mange måneder siden gik over til at give flaske i stedet for at amme ved sovetid. Jeg foreslog derfor, at det kunne være, at den bette var sulten, og at de måske kunne forsøge sig med en flaske/kop erstatning sammen med amningen om aftenen, så de er helt sikre på, at deres lille øgle bliver fyldt helt op til natten. Kollegaen var skeptisk, for baby E spiste en del til aftensmad en times tid forinden, men samtidig var hun desperat nok til at prøve hvad som helst (og nu ER erstatning jo ikke det allermest kontroversielle, man kan foreslå). Hun ville give det et forsøg i går aftes.
Det var åbenbart et hit, ud fra sms'en ”Du er en gudinde og et orakel!!”, men jeg skulle alligevel lige være sikker på, at vi talte om det samme (ikke, at jeg ellers har været spor gudindet eller oraklet)... Og sør’me om baby E ikke har sovet hele natten! Hva’ba’!
Ergo vil jeg svælge i mine nye titler resten af dagen og så ellers håbe, at de gode takter varer ved. Ellers mister jeg jo lidt på orakel-/gudindekontoen.
… Og som et lille efterskrift kan jeg tilføje, at det går bedre med at acceptere, at jeg ikke kan være så meget sammen med Øglen i hverdagene. Hvad angår mit job og karakteren af det, så er det en ganske anden historie, som jeg ikke orker at komme ind på nu. Men der skal ske noget, og det kan kun gå for langsomt. Jobansøgnings-processen ER sparket i gang.