iBaby

Ok. Jeg skal lige høre. Hvem er det, der har snatchet de sidste 358½ dage? Hva’?! Vil gerne have dem tilbage NU, tak! Evt. bare nogle af dem? Please?!

Jeg har sagt det før, men gør det gerne igen: Jeg FATTER ikke, hvor tiden er blevet af! Om 1½ dag brister barselsboblen, og jeg bliver igen en del af Danmarks samlede arbejdsstyrke. En af dem, der fylder op på cykelstierne gennem Kbh (eller i metroen, alt efter hvordan vejret arter sig) om morgenen og om eftermiddagen. En af dem, der kan udvide skuldertaskens indhold af bleer, sutter og vådservietter til computer, kalender og måske endda en anelse makeup (vildt!). En af dem, der (forhåbentlig) igen ved, hvad der foregår rundt om i verden (eller i det mindste bare i den virksomhed, hvor jeg arbejder) og ikke automatisk går ud fra, at alle er interesseret i at høre om, hvordan det går med afkommet.

Det skal nok blive godt. Håber jeg. TROR jeg. Men jeg har en formodning om, at det bliver drønhårdt – ikke bare at skulle have hjernen i gear igen (det alene kommer jo til at tage flere måneder), men også at skulle være væk fra Øglen. I mange timer. Hver dag.

Misforstå mig ikke. Jeg er vild med at have tid væk fra Øglen. Tid, hvor jeg bare er MIG. I en underlig parallelverden, der til forveksling minder om den, jeg levede i, før jeg blev nogens mor. Men jeg er også vild med, at jeg indtil nu selv har kunnet bestemme (sådan da), hvorNÅR jeg kunne tænke mig at have øgle-fri tid. Men fra og med mandag er det slut med dén luksus. Så skal jeg være væk fra Øglen i 8-9 timer dagligt. Og jeg må oven i købet ikke selv bestemme, hvad jeg skal lave i de 8-9 timer. (Til gengæld må jeg selv bestemme, hvor længe jeg bruger på at gå på toilettet – inden for rimelighedens grænser, altså – og hvor mange kopper kaffe (sorry: te – jeg drikker ikke kaffe lige for tiden. Grrrr!) jeg drikker). Ved ikke lige, hvad jeg skal synes om denne nye konstellation, men jeg må jo tro på, at det kommer til at gå godt.

Og under alle omstændigheder kan det her barsels-noget jo ikke vare ved. Det er jo ikke virkelighed. Eller jo, det er det, men det er en virkelighed på lånt tid. Og et eller andet siger mig, at jeg har nydt de 360 dage så meget, fordi jeg vidste, at de ville få en ende en dag. Tør godt garantere, at jeg ville blive meget meget mærkelig i hovedet, hvis jeg vidste, at jeg skulle gå hjemme indtil Øglen flytter hjemmefra (og tænk så, hvis hun ender som sådan en Susan Boyle-type, der ALDRIG flytter?!).

Så: Det er GODT, at jeg skal tilbage på arbejde snart. Det bliver supersjovt og spændende, og tiden kommer til at flyve af sted, og jeg har meget mere overskud til Øglen både i hverdagene og i weekenderne, og der er ikke et øje tørt.

Ikke?!

Godt så.

Om en måned skal Øglen begynde i institution.

En måned?!

Gisp! 

Det er jo lige om lidt, mand! Som i LIGE. OM. LIDT! Argh! Ligeomlidtligeomlidtligeomlidt! Aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det, men det må jeg jo bare se at finde ud af i løbet af den kommende måned. Første skridt er under alle omstændigheder at besøge vuggeren i næste uge - "se giraffen", om man vil. Har talt med giraffen, og den lød sød og rar, så det bliver forhåbentlig en positiv oplevelse.

Jeg er egentlig ikke bekymret for, hvordan det kommer til at gå med Øglen. Hun er temmelig selvstændig, og hvis det går, som det plejer med hende, når hun bliver passet, så opdager hun overhovedet ikke, at jeg er væk. Næh, jeg er bekymret for, hvordan det vil gå med MIG! Nu har jeg haft Øglen draperet på mig et eller andet sted størstedelen af tiden de sidste 8 måneder (og de 9 måneder før det), og så skal hun lige pludselig være et andet sted. Sammen med fremmede mennesker. Som skal give hende mad og lege med hende og putte hende og OPLEVE hende hele dagen. Mens jeg ikke er der!

Oh well – det er jo sådan det er, det der pasning. Jeg skal nok bare liiiige vænne mig til det. Og så er det jo meget heldigt, at jeg har en hel måned til at køre hende ind (og så spolere hele det gode arbejde, fordi det så bliver juleferie, og der er lukkedage og alt muligt). Og når jeg sådan tænker over det, så er det måske slet ikke så tosset endda at have en hel måned, hvor Øglen er væk nogle timer om dagen – timer, som jeg kan bruge på… MIG! Købe julegaver, drikke kaffe, stirre ind i en væg, SOVE, shoppe, osv. Vil i hvert fald prøve ihærdigt på at bruge de timer på noget med noget indhold i – og ikke bare at sidde og savne Øglen.

Og så kan jeg jo desuden forsøge at få min hjerne lidt op i gear til det der arbejdsliv, som er begyndt at kalde rimelig højt og insisterende. 4. januar træder jeg ind i det virkelige liv igen og skal atter indgå i Danmarks samlede arbejdsstyrke. Jeg ved så bare ikke lige, hvad det er, jeg skal LAVE på det der arbejde. Forstået på den måde, at jeg ikke kan komme tilbage til min gamle stilling (og det er nok i virkeligheden meget godt), så derfor skal jeg begynde i noget helt nyt – inden for samme virksomhed, altså. Og nu ser det ud til, at den stilling jeg selv har siddet og strikket sammen i mit barselsramte hoved og derefter kastet i hovedet på ledelsen, rent faktisk ender med at blive oprettet, så det er jo lidt vildt. Ikke mindst fordi jeg ikke ved det fjerneste om at strikke stillinger sammen (mens jeg er på barsel og fuldstændig ude af loopet). Derfor bliver jeg da også temmelig meget i tvivl, om det overhovedet er det, jeg vil. Om jeg overhovedet gider virksomheden mere.

Så jeg er begyndt at smide et par ansøgninger efter andre virksomheder også. HalLØJ, det er sløjt med stillingsopslag, der passer til mig, lige for tiden. Rigtig rigtig sløjt, endda. Men der er vel ikke meget andet for, end bare at søge videre. Og være glad for, at jeg trods alt har et (eller andet) job at komme tilbage til. Det er jo penge på kontoen (hvilket er mere end man kan sige om tilværelsen på dagpenge). Så må den lille detalje med at brænde for det, man laver, komme, når finanskrisen har lagt sig, og virksomhederne tør ansætte igen...