iBaby

Nu går den ikke længere. Jeg bliver nødt til at blive bare en lille bitte smule sundere. I de sidste mange måneder har hovedbestanddelen af min kost været slik, kage og andre lækre usunde ting. Det smager dejligt, men det sætter sig, det skidt, og som Randi er inde på her, så holder undskyldningen om, at man ammer, ikke evigt. Desværre.

Jeg er ikke parat til at tage det helt store spring og eliminere sukker og hvidt mel helt fra min kost (slet ikke lige nu, hvor jeg står overfor at skulle på ferie med HDD og Inga-baby, og der bare skal hygges igennem), men jeg er begyndt at skære lidt ned. Og lidt har forhåbentlig også ret.

I dag tog jeg så endnu et skridt mod en sundere livsstil: Jeg har været ude og løbe. Godt nok ikke mere end 2,5-3 km. Med gå-pauser. Og ikke med en imponerende tophastighed. Men jeg har været ude og løbe!

Det er første gang i noget, der minder om et år, tror jeg. Dels, fordi det var ubehageligt at løbe med den store mave, og siden fødslen har jeg ikke lige kunnet overskue det. Dels, fordi jeg egentlig hader at løbe. Men i dag var det faktisk ikke slemt. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at det var ganske rart.

Det var rart, at jeg kunne passe mit løbetøj. Det var rart at få pulsen lidt op. Og så var det skønt at gøre noget udelukkende for mig selv. Ikke for Øglen. Ikke for HDD. Men for mig. Den slags aktiviteter har der været alvorlig mangel på de seneste 5 måneder, så nu skal det være; et par gange om ugen, hvor jeg spænder løbeskoene på og futter ud i Fælledparken. Alene! Ingen musik, ingen telefon. Bare mig! (Og alle de andre, der løber, og som ser væsentlig mere elegante ud end mig, men alligevel...)

Måske jeg faktisk ender med at blive helt positivt stemt over for løberiet. Efter forgæves at have forsøgt at lære at elske løb i flere år af mange omgange - med alverdens løbeprogrammer, stopure, pulsmålere, etc. - kan jeg nu konstatere, at det eneste, der åbenbart skulle til, var at få et barn. Og have helt alvorligt underskud på tid-til-mig-selv-kontoen. Dér kan man bare se.

Øglen er ved at vokse ud af sin lift. 67 cm er hun nu, sagde lægen til 5 mdr-undersøgelsen, så nu forstår jeg bedre, at hun støder på "væggene" i liften hele tiden...

Sagen er imidlertid den, at vi ikke bare lige kan kassere liften og lægge Øglen i barnevognskassen i stedet, for vi har slet ikke en barnevogn. Pga. verdens mindste bil har vi nemlig stykket vores egen vogn sammen af en klapvogn og en lift. Og nu duer liften så (næsten) ikke mere, og Øglen er stadig lige det mindste i forhold til at skulle sidde direkte i klapvognen...

Heldigvis havde vi forudset problematikken, så vi investerede i en Voksi-pose på forhånd. En brugt, slidt gammel sag (til gengæld var den billig), som jeg tænkte, vi sagtens kunne bruge. Meeeen - den var alligevel for slidt, kunne jeg konstatere, da jeg kiggede den efter i sømmene for et par uger siden. Så jeg bestilte en ny herfra, og den kom i går. Jeg havde givet indehaversken frie tøjler mht. udseendet, udover at den skulle være sort og ikke for tøset. Må sige, at jeg er yderst tilfreds med resultatet. SE lige, hvor fin den er:

Den er blevet prøvekørt i dag, og Øglen knuselsker den allerede. Hun har i hvert fald både savlet på den og bidt i den (med gummerne - der er stadig ikke så meget som en antydning af tænder på vej). Så måske det ikke bliver så slemt for den lange baby at give afkald på liften, som jeg havde troet...

For et par dage siden fik jeg det der efterårskatalog fra H&M. Har bladret lidt frem og tilbage i det, sat æselører hist og pist ved ting, der var fine, og forestillet mig, at jeg skulle bestille en enkelt ting eller fire. (Til MIG, vel og mærke. Ikke til øglen!)

Her til morgen har jeg så knastet de ting ind på hjemmesiden, som jeg godt kunne tænke mig. Og selv med de to sølle rabatkoder jeg har kunnet grave frem fra det store store internet, så beløber mine ønsker sig til DKK 2171,75. Ehm... Der er så godt nok hverken én ting eller fire, men hele 13. Med lidt hjælp fra en lommeregner kan jeg regne ud, at det giver en stk-pris på DKK 167,06. Og det er vel egentlig ikke så galt...

Nu skal jeg bare lige finde ud af, om jeg synes, jeg kan forsvare det. Det er klart et pro-argument, at jeg ingen tøj har. Et kontra-argument kunne være, at jeg brugte k a s s e n på denne darling i sidste måned. Men det var selvfølgelig i sidste måned...

Må vist lige gå en tur rundt om mig selv (og ind til mit forkrampede og meget triste tøjskab) for at finde ud af, om jeg synes, det er heeelt forsvarligt...

I forlængelse af mit seneste indlæg, render jeg rundt her i Barsels-land og gør mig en masse tanker (og det er så cirka også det eneste andet, jeg foretager mig, ud over at passe Øglen). Og jo mere jeg tænker, jo mere når jeg frem til, at jeg vist bliver nødt til at lave bare ET eller andet, der ikke er Øgle- eller praktisk-arbejde-i-huset-relateret. En hobby, altså.

Jeg har været flere hobby-scenarier igennem og er nået frem til, at syning måske kunne være noget for mig. Det resulterer i en eller anden form for produkt, det er noget, man kan gå til og fra, det er sjovt (måske - hvis jeg ikke får et hysterisk anfald over trådning af maskinen), og så er det en færdighed, jeg bliver nødt til at lære mig.

Godt nok har jeg et håndfast bevis på, at jeg kan sy, men det er udstedt i 1986, så min kunnen er muligvis helt sikkert udløbet. Dengang begav jeg mig ud i et dejligt shorts- og t-shirt-sæt i hvid og mintgrøn, så tænk, hvad jeg ikke kunne have drevet det til, hvis jeg var fortsat. :-) Nu er ambitionerne skruet noget ned, og jeg er egentlig bare glad, hvis jeg kan sy et par lige linjer og evt. skrue et par stykker stof sammen til et par bløde bukser til Øglen. Må hellere skynde mig at sy noget til hende, inden hun bliver så gammel, at hun kan råbe "det er griiiiiiimt, mor!" og/eller stikke af, når jeg forsøger at give hende hjemmekreationerne på.

Hurdle nr. 1 er dog, at jeg ikke har en symaskine. Så sådan en skal jeg have. Og det er da bare ikke sådan lige. Der er jo en hel sy-verden derude! Bernina, Husquarna, Pfaff, no-name, osv. Jeg er allerede forvirret. Må vist gå akademisk til værks her. Eller råbe "hjæææælp!"

Da jeg for lidt mere end et år siden fandt ud af, at jeg var gravid, satte det – naturligt nok – en frygtelig masse tanker i gang. Kunne vi nu klare det, HDD og jeg? Havde vi nu også været kærester længe nok, inden vi skulle til at være forældre? Var det overhovedet den rigtige beslutning? Ville jeg blive en god mor? Hvordan ville det være at skulle på barsel? Osv.

Nu, knap fem måneder inde i forældreskabet, kan jeg konstatere følgende:

HDD og jeg kan godt klare det her med at være forældre. Tilsyneladende. Vi har vores sammenstød, og der er ikke altid konsensus, men i det store hele går det fint, og vi er gode til at tale om de frustrationer, der måtte opstå hen ad vejen. Hvad angår om vi havde nået at være kærester længe nok, så tror jeg, det er svært at vurdere, hvad der er ”længe nok”. Jeg havde termin 5 dage efter, vi havde kendt hinanden i 2 år, så vi har ikke hvilet meget på laurbærrene. Men jeg synes egentlig ikke, at vi behøvede at vente længere, end vi gjorde – jeg havde mødt manden i mit liv, så hvorfor vente?!

Hvorvidt jeg er en god mor, vil jeg lade være op til andre at vurdere, men jeg gør mit bedste, og hvis det ikke er godt nok, er jeg dæleme på den. Tror nu, at det går ok indtil videre. At Øglen er begyndt at danse en meget lav lambada, når hun ligger på ryggen, vælger jeg at tro på ikke har noget med godt, medium eller dårligt moderskab at gøre…

Alle disse ting har fyldt – og gør det til dels stadig – en del. Men det er primært spørgsmålet om, hvordan barslen ville være, der har krævet en del hjerne-RAM. Jeg skal tilbage på arbejde lige efter nytår. Der er næsten seks måneder til, men alligevel har jeg det som om, det er lige om lidt. Jeg har ikke lyst til ikke at skulle gå hjemme ved Øglen – jeg nyder det og elsker, at jeg er så tæt på hende, både fysisk og mentalt. Samtidig kan jeg dog ikke sige mig fri for at finde rutinen lege-skifte-amme-lege-skifte-amme-skifte-amme-skifte-skifte-bade-amme-lege-amme-putte en kende triviel. For ikke at sige kedelig. Primært på de dage, hvor jeg ikke har lagt nogle planer og derfor ikke får nogen voksen-input i løbet af en hel dag. Jeg er blevet er ved at udvikle mig til en af de her mødre, hvis omdrejningspunkt ER babyen – fordi babyen er det, jeg oplever. Jeg kan ikke fortælle sjove/interessante/pinlige historier fra det virkelige liv, når HDD kommer hjem, eller jeg er sammen med andre voksne, for jeg oplever dem ikke. Til gengæld oplever jeg så smil, pludren, gråd, begejstring, fyldte bleer og akut sult, men det er meget få af disse oplevelser, der kan omsættes til historier, som følger berettermodellen. Jeg tror for alvor, det gik op for mig, da jeg så det seneste afsnit af ”Vores første barn”, hvor Anja og Michael havde nogle timer sammen alene – uden deres lille, for tidligt fødte dreng, og det eneste Anja talte om, var… ta-dahhh! Deres lille, for tidligt fødte dreng! Der er ikke noget at sige til det, jo, men jeg fik bare så ondt af ham her fyren, som så gerne ville have et par timer sammen med Anja, kæreste – men i stedet fik et par timer sammen med Anja, mor.

Og da slog det mig, at jeg måske ikke er så anderledes. For min hverdag er jo – ligesom Anjas (bortset fra det der med det for tidligt fødte) – baby, baby og så lige lidt mere baby. Jeg er A L D R I G alene. Jo, på toilettet eller i badet, eller når Øglen sover i løbet af dagen, men det er jo ikke lige dér, de vilde ting sker (det er i hvert fald yderst sjældent, jeg oplever noget, der kan omsættes til en spændende historie, når jeg er på badeværelset).

Inden fødslen havde jeg en naiv idé om, at jeg skulle nå alt muligt, når jeg skulle på barsel. Få en eller anden hobby, lære et sprog, skrive en bog – UDRETTE et eller andet! Og nu; fem måneder inde i barslen, må jeg sande, at det jo nok næppe kommer til at ske. Fordi der ikke er tid. Fordi årsagen til, at jeg overhovedet ER på barsel, kræver mere nærvær, end jeg på nogen måde kunne have forestillet mig. Og fordi jeg, når Øglen sover, trænger til en kop kaffe, en god bog, lidt dårligt tv, eller måske sætte en vask over, og derfor ikke lige orker at finde på en hobby. I øvrigt også lidt opslidende – for ikke at sige amputerende – på en hobby aldrig at vide, om man har 30 minutter eller 2 timer til at gøre noget ved den; Det afhænger til fulde af, hvor længe Øglen vælger at sove…

Og det er så her, paradokset opstår. For samtidig med, at jeg hungrer efter at ”udrette noget”, så trives jeg bare så jävla godt på barsel. Jeg er glad, jeg har overskud (nogle dage, i det mindste, typisk når jeg har fået lidt søvn om natten), og jeg nyder bare lille Baby I så meget. Synes, det er underligt, at hjernen kan køre i to SÅ forskellige spor samtidig.

Men nå. Summa summarum: Jeg får ikke lavet noget som helst i min barsel – ud over selvfølgelig at passe Øglen. Og lære teksten til ”I de store skove nær ved Siljansøen” udenad. Og det skal jeg lige slutte fred med.

Hvad laver/lavede I andre på barsel?

Hvis der er nogen, der mangler noget ekstra hud, har jeg noget billigt til salg for tiden. Det hænger under mine øjne, og jeg kan SAGTENS undvære det. Det er nemlig ikke særlig klædeligt. (Det er den ekstra kvadratmeter hud, der er havnet på min mave efter graviditet og fødsel, heller ikke, men det er en helt anden historie). Nå, men huden. Den under øjnene. Jeg er ved at spore mig ind på, hvor den kommer fra, for den dukkede nemlig op på nøjagtigt samme tidspunkt, som Øglen begyndte at sove dårligt om natten.

Med ”dårligt” mener jeg, at hun vågner flere gange, end hun plejer, for at spise. Der er heldigvis ingen skrig og skrål (med mindre, hun ikke synes, at mælkebaren åbner hurtigt nok), så der er sikkert indtil flere, der vil mene, at man så ikke kan tale om, at hun sover decideret dårligt. Men hun sover dårligt for hende at være. De første to måneder af hendes snart 5 måneder gamle liv (FEM?! Hvor dælen bliver tiden af?!) sov hun mere eller mindre igennem. Eller – hun sov i hvert fald så lange stræk, at sundhedsplejersken mente, at hun skulle vækkes for at spise, og da vi havde praktiseret dét en tid, var det endegyldigt sket med de meget lange stræk. Hun kunne dog stadig tage mellem 3 og 5 timer i rap, så jeg har generelt følt mig vældigt heldig.

Men det er tilsyneladende slut nu. Efter at være begyndt på grød (i søndags – stor dag! Der er ikke langt fra grød, til hun selv ringer og bestiller en pizza), er hun nu begyndt at sove rigtig dårligt! Sunderen sagde godt nok, at jeg ikke skulle regne med at mærke nogen effekt af grøden (på søvn-måden), før hun har fået grød i noget længere tid (og i noget større mængder), men jeg havde ikke just regnet med, at hun ligefrem ville sove dårligere af det...

Baby I bliver puttet ca. 19.30, og det tager så alt fra 2 minutter til en lille time at få hende til at sove. Når tingene er "normale", sover hun til omkring kl. 1-2 stykker, spiser, bliver lagt tilbage i seng og sover så til 4-5-tiden. Hvor hun spiser og falder i søvn igen (typisk hos mig, fordi jeg er så træt, at jeg falder i søvn, mens jeg ammer).

Men NU… Nu vågner hun ved 22-22.30-tiden og græder helt vildt. Når hun bliver taget op, går hun helt amok med hovedet (er sådan lidt spætte-agtig ind mod brystet) og får så selvfølgelig noget at spise. Når hun er færdig med dét, falder hun i søvn igen og sover til 1-2 stykker. Får mad, ryger tilbage i sin seng. Derefter vågner hun ved 3-4-tiden, får mad og tilbage i seng. Vågner omkring kl. 5 og møfler/smågræder, men falder stort set i søvn med det samme, hvis hun kommer over til os og ligger. Hun virker heller ikke specielt sulten på dét tidspunkt. Herefter sover hun til ml. 7 og 8.30 (og hun sover klart længst, hvis hun ligger i vores seng – også selv om vi er stået op).

Maj ikke forstå! 

Skemaden bliver jo netop indført for at mætte noget mere. Det er selvfølgelig stadig på smagsprøve-stadiet, men det bliver da alligevel til ½ dl. (madglad øgle jeg har), så det er da en pæn størrelse smagsprøve…

Jeg har så småt opgivet den der tigersprings-bog – synes alligevel ikke, at den er spot-on med specielt mange ting, og desuden skulle 19-ugers springet vist heller ikke give sig udslag sådan her. Håber VIRKELIG bare, at det er en overgang, for jeg er jo træt, som livet er langt efter sådan nogle nætter. Var egentlig træt i forvejen, men nu har begrebet da fået en helt ny og spændende betydning.

Og så er vi tilbage ved den løse hud. Ved nærmere eftertanke skal jeg ikke have noget for den - den er til afhentning. Kvit og frit. Men skulle nogen ligge inde med nogle gode råd, så kan vi også bare bytte…

Øglen har været på sin første tur vest for Storebælt i dag. Hun (og vi) skulle til 86 års fødselsdag, og hun (og vi, hvis jeg selv skal sige det...)klarede det til UG med kryds og slange og alt det der. Moder-dyret her havde ellers været noget bekymret for, hvordan den relativt lange køretur (x2) skulle gå, men dét blev gjort til skamme, gjorde det.

Vi kørte fire timer, før vi skulle være der. Ikke fordi vi kører psykopat-langsomt, men fordi det lige passede med Øglens formiddagslur i dag. (Man ved desværre aldrig hvad tid, dagens forskellige lure ligger, og hvor lange de er - det eneste, man kan være nogenlunde sikker på, er, at der er en lur formiddag, eftermiddag og aften. Hvis man er heldig). Og så sov hun faktisk hele vejen til Odense. Det gav os to timer at slå ihjel inden fødselsdagen, så Ham Den Dejlige iførte sig Ergobabyen (efter næsten ikke at have rynket på næsen og mumlet noget om, hvor anti-macho det åbenbart er at bære en baby på maven), og så vandrede vi ellers ned ad den odensianske gågade. Øglen hyggede sig gevaldigt på maven af far, og jeg nød at have både arme og mave fri. Kom til at købe et par skinny jeans i H&M (til Øglen - skal nok skåne mine omgivelser for selv at hoppe i sådan et par), så nu bliver hun uden tvivl den smarteste baby i forstaden (og måske i verden, faktisk!). Derefter fandt vi et par kaffe latter (man er vel Østerbro-borger) på Baresso, og pludselig var de 2 timer gået, og skoene skulle kridtes for at nå til fødselsdagen i tide.

Fødselaren (som også er Øglens oldemor og hende, Øglen er opkaldt efter) strålede, solen skinnede (noget af tiden) og Øglen charmede. Alt og alle. Lod sig holde, dikke og lege med og uddelte allernådigst smil til alle. Hun græd én gang, fordi hun var sulten, og jeg var for langsom, og ellers var hun god, som dagen er lang.

Da hun gik omkuld efter en lang eftermiddag som genstand for megen opmærksomhed, pakkede vi hende i bilen og kørte mod Kbh. Hun sov. Hele vejen! Og nu sover hun igen. Efter mad og lidt leg. Og 2 rene bleer.

Det er jo piece of cake at have en baby, når de er sådan. Mere af det! Måske vi skulle tage til Fyn noget tiere...

... dét lille klip kan man se her. Og så kan man udskifte "mommy" med undertegnede og "baby" med Øglen - og (trods alt!) flytte landingspladsen for kaskaden af semi-fordøjet mælk fra munden til højre øje og det meste af håret. Og så ved man, hvad jeg oplevede i går...

Heldigvis var der ingen i nærheden med et videokamera i vores tilfælde, men Øglens mormor sad lige ved siden af - og ærgrede sig svært (indimellem latteranfaldene) over, at hun ikke kunne finde sit kamera...

... eller nåwet.

Efter mange overvejelser og gode input (tak for dem!) nåede jeg endelig frem til en beslutning, ang. hvilken slynge, vikle eller bæresele, jeg skulle vælge. Det endte med en Ergo Baby Carrier, som ankom i går, og den skulle naturligvis afprøves med det samme:

Den er simpelthen så lækker - og Øglens vægt bliver båret både med hofter og skuldre. Det er mine skuldre meget glade for! Øglen virker også ganske tilfreds, så jeg tør godt sige allerede, at den er et fantastisk køb!

Øglen og jeg har været i Kbh i dag. Vi drog fra forstæderne tidligt i morges og vendte tilbage omkring det tidspunkt, hvor normale mennesker (dem, der ikke er på barsel) holder fyraften.

Vi har hængt ud i lejligheden (som jo bare står der og er helt forladt, fordi vi er søgt i midlertidigt forstads-sommer-eksil), spist frugt (eller - jeg har spist frugt; øglen har slikket på hhv. en banan og et æble og efterfølgende set vældigt bebrejdende ud), købt snacks-to-go i 7-Eleven, vandret rundt i 2100 Ø og været på Docken med mødregruppen.

Bagende varme, havluft, by og afslapning - så fåes det altså ikke bedre!

Og nu er jeg så tilbage i 2840 Forstad. Hvor græsset er grønt, roserne blomstrer, luften er frisk, men hvor 'nerven' mangler. Man bliver formentlig et roligere menneske af at bo et fredeligt sted, og jeg elsker, at Øglen kan stå udenfor i sin barnevogn og sove, uden jeg behøver være nervøs for, at der kommer nogen og stjæler hende, eller at R98 ved en fejl tager hende med sammen med afhentning af storskrald. Og jeg elsker også det der med den friske luft og græsset. Faktisk elsker jeg alt ved forstaden - hvis jeg altså tager mor-brillerne på.

Men udskifter jeg mor-brillerne med ego-linserne, så savner jeg byen. Eller - kommer til at savne byen, skulle jeg nok hellere sige. For vi er jo ikke flyttet endnu, men det er dén vej, vinden blæser, og lejligheden er også til salg, jo. Der er selvfølgelig ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men vores midlertidige flytning har bare sat nogle tanker i gang. Om at blive voksen. Om at påtage sig ansvaret for et lille væsen. Og om at træffe nogle beslutninger primært baseret på øglens ve og vel. (Hermed ikke være sagt, at øgler ikke kan have det godt i storbyen, for selvfølgelig kan de det, men da vi alligevel bliver nødt til at flytte inden for en overskuelig fremtid for at få mere plads, har vi vurderet, at vi ligeså godt kan rykke lidt uden for byen). Louise beskrev nogenlunde samme problematik for nylig, så jeg er heldigvis ikke helt alene med mine overvejelser.

Men som med så meget andet handler det jo nok om tilvænning. Livet i forstæderne kan jo blive ligeså godt og givende som livet i byen. Men uanset, hvordan man vender og drejer den, så bliver det et anderledes liv, så den kamel skal jeg lige have slugt. Jeg begyndte vel egentlig at tygge, da graviditetstesten viste to streger, og måske den sidste pukkel ryger ned, når vi engang flytter for real.

Nok forstads-flæberi for nu. Jeg vil gå op og se til øglen, der endelig sover som en... ja, som en baby her i den friske luft. Kysse hendes klæbrige hud, inhalere hendes duft af baby, sved, mælk og en lillebitte smule tis og vide med mig selv, at det i virkeligheden er helt ligemeget, hvor vi bor - når bare vi har hinanden...