iBaby

Inspireret af andre bloggere + diverse mor-/gravid-debatforaer har jeg besluttet mig for at skrive min fødselsberetning ned. Selv om jeg har talt den igennem med alle, der gad høre på mig, og fødslen var alt, hvad jeg overhovedet havde turdet håbe på, vil jeg gerne have den skrevet ned, inden jeg glemmer alt for mange detaljer. For uanset hvad, var fødslen en voldsom oplevelse. Det er en lang beretning, så det står folk helt frit for, om I læser det hele. Jeg kan afsløre så meget, at der kommer en baby ud af det i sidste ende…

Søndag d. 22/2-09, hvor jeg var 40+4, kunne jeg som sædvanlig ikke sove. Jeg havde så meget vand i hænderne, at jeg lignede Anna & Lotte (der er nu ikke noget som karpaltunnesyndrom!), hvilket i de sidste par uger havde medvirket til usædvanlig dårlig nattesøvn. HDD sov sødeligt ved siden af mig, og jeg lå og læste, da der lød et bittelille smæld, og sengen så blev lidt våd. Umiddelbart tænkte jeg, at jeg nu – oveni hævede hænder og fødder og 4 dages gåen over tid – nu var nået til ikke heeelt at kunne styre min blære, så jeg tøffede ud på toilettet. Men jeg skulle faktisk ikke tisse (for første gang i hele min graviditet), så jeg gik i seng igen og ville lige finde et håndklæde at lægge mig på, hvis og såfremt og alt det der. Mens jeg stod og moslede med håndklædet, sagde det ”plask”, og så var der pludselig en del vand på gulvet. Det var så dér, jeg begyndte at overveje, om der var tale om vandafgang, så jeg gik ind i stuen, tændte for computeren og læste lidt om, hvordan Riget mener, man skal forholde sig til dét. Ringede derind, men da jeg ingen veer havde, blev vi enige om, at jeg bare skulle komme til tjek næste morgen.

HDD tog fri fra arbejde og tog med mig på Riget, hvor jeg fik kørt en strimmel i ½ times tid. Alt så normalt ud, men da jeg blev undersøgt, var der ikke sket noget overhovedet, udover at livmoderhalsen var blevet lidt kortere. Æv, nu håbede jeg lige… Blev sendt hjem med et stykke papir, hvor der stod, hvad jeg skulle være opmærksom på, nu jeg havde haft vandafgang, samt en tid til undersøgelse for igangsætning tirsdag morgen.

Mandag dag var ret underlig. Både HDD og jeg gik rundt i lidt af et vakuum, og kunne vist ikke helt for-stå, at det nu var meget snart, samtidig med, at vi glædede os helt vildt. Vi drak kaffe på Baresso, shoppede lidt til mig (tørklæder kan man jo altid passe) og nussede ellers bare rundt. Rendte rundt med Te-na-bind hele dagen, da jeg stadig dryppede vand. Så har man prøvet dét, og jeg har nu et kraftigt incitament til at huske knibeøvelserne. Jeg talte med et par veninder og lavede aftaler den følgende dag – turde ikke tro på, at der var sket noget og havde ikke lyst til at indvie nogen i, at vandet var gået, for der kunne jo gå flere dage endnu, hvis jeg skulle sættes i gang.

Sidst på eftermiddagen var der stadig ikke skyggen af veer, og jeg gik i gang med at lave aftensmad for at få tiden til at gå med et eller andet. Noget så kedeligt som kartoffel-/gulerodsmos og skinkeschnitzler, kan jeg huske, for jeg skrællede og skrællede. Vi spiste tidligt, og da jeg tog af bordet ved 18-tiden, mærkede jeg et jag, lidt ligesom kraftige ligament-smerter. Samtidig var jeg uendeligt træt, så jeg gik ind og lagde mig for at læse lidt. Jagene kom med ca. 15 minutters mellemrum, og det krævede ikke en Ph.D. at regne ud, at det nok var veer. Syntes dog, at de var til at holde ud, så jeg lå og hvilede og læste, mens HDD så tv. Omkring kl. 21 var det slut med at læse i ve-pauserne. Nu var der lige pludselig kun 8-10 min. imellem veerne, og de gjorde RIGTIG nas! Var voldsomt glad for de vejrtræknings-øvelser, jeg havde lært til fødselsforberedelse – så kunne jeg koncentrere mig om dem i stedet for at bruge min energi på at skrige. HDD slukkede tv’et, rullede min pilatesbold ind i vores mikroskopiske brusekabine og fik mig overbevist om, at et varmt bad var vejen frem. Det havde jeg også læst om, så jeg lod mig overtale, og så sad jeg dér på en pilatesbold med varmt vand på lænden i ½ times tid. Nu sad mine veer så bare ikke i lænden, men mere foran, og det varme vand hjalp ikke en hujende fis. Havde i øvrigt også forsøgt mig med en varmepude med en eller anden form for skaller og lavendel, men den hjalp sjovt nok heller ikke. Min teori om veer er, at det eneste, der hjælper på dem, er narko. I store doser!

Efter brusebads-nederlaget kunne jeg SLET ikke overskue at komme i tøjet, så jeg lå rullet sammen i en badekåbe. Der var nu 6 minutter mellem veerne, og de varede mellem 1-1½minut. HDD tog tid på veerne, og han var ret imponeret af, hvor præcise de var. Jeg var mest imponeret af, hvor ondt de gjorde. Men han var en skat og gjorde alt det rigtige – nussede mig (hvilket han fik besked på at lade være med), timede veer og havde ondt af mig. Da der var 5 minutter mellem veerne omkring kl. 23.30, fik jeg HDD til at ringe til Fødegangen. Han fik dog at vide, at hvis ellers jeg talte dansk (hvilket jeg må siges at gøre), så ville de tale med mig og ikke med ham. Jeg talte så med en jordemoder i ca. 10 minutter, hvor jeg nåede at have to veer, og på baggrund af den samtale konkluderede hun, at mine veer ikke var lange nok (halLO – 1-1½ minut er rigelig tid, tak!), og at de ikke virkede så kraftige. Jeg forsøgte at overbevise hende om, at de føltes MEGET kraftige, men hun lød som om, hun var vant til førstegangsfødende, der var lidt pylrede. Hun ville dog ikke nægte mig at komme ind, men hun syntes, at jeg skulle vente, til jeg slet ikke kunne holde smerten ud længere, og så ringe igen.

Det gjorde jeg så ½ time senere. HDD syntes, at vi skulle vente et par veer mere, men da jeg sagde de magiske ord ”jeg har det som om, jeg skal presse”, fik piben en anden lyd. Jeg fik fat i en anden jordemoder, der hilste på mig med et ”hej – det er dig, der går rundt derhjemme med vandafgang, ikke?!”, og selv om jeg ikke gik nogen steder, så var det jo i og for sig rigtigt nok. Hun syntes heldigvis, at jeg lød som en, der havde meget ondt; ”din stemme ryster jo helt, så kom du bare ind”. THANK YOU!

Det var noget af et projekt at blive klædt på, og turen ned til bilen fra 2. sal var heller ikke specielt sjov, men vi kom da af sted. Vi bor ret tæt på Riget (men ikke så tæt, at vi kunne gå, selv om jeg havde tænkt, før jeg vidste, hvordan veer føltes, at det da var en god idé), så turen var kort og trafikken nærmest ikke-eksisterende. For at spare tid parkerede vi på den sidevej, hvor indgangen til fødeafdelingen er, og jeg kæmpede mig op til døren. Som var låst. Jeg kunne sletslet ikke overskue at skulle tilbage til bilen (selv om der nok ikke var længere end 20 meter) og stod bare og støttede mig til et gelænder og havde ondt af mig selv, mens HDD løb rundt og prøvede forskellige døre. Han mødte så en sygeplejerske på vej hjem fra vagt, og hun kunne fortælle, at sideindgangene var låst om natten, så vi skulle om til hoved-indgangen.

Ja. Rundt om hele Rigshospitalet med psykopat-veer. Det er da dét, vi skal!

Rundt kom vi. På gåben (af en eller anden mystisk grund, var der ingen af os, der overvejede, at vi da kunne køre). Og op på fødeafdelingen. Men kønt var det ikke. Jeg havde omkring 5 veer på vej rundt, og hver gang mistede jeg fodfæstet totalt, så HDD måtte lægge nakke til en del, da jeg hang på ham som en anden form for julepynt. Den jordemoder, der tog imod mig, var hende, der syntes, at det var en god idé, at jeg kom ind. Rikke, hed hun, og hun var simpelthen SÅ sød og dygtig. Hun ville lige undersøge mig, og så måtte vi se, hvad der skulle ske derfra. Jeg kom op på briksen efter med møje og besvær at have fået tøjet af, og kort tid efter sagde Rikke lige nøjagtigt det, jeg havde håbet at høre: ”Jeg har en god nyhed. Du er 9 cm åben – du skal have en baby. Nu!”

Derfra gik det stærkt – jeg kom hen på en fødestue (skulle GÅ derhen, og de 10-20 meter føltes som verdens længste strækning), og Rikke begyndte at forberede de ting, man nu engang skal bruge til en fødsel. Jeg spurgte naivt til smertelindring (havde tænkt, før veerne, at jeg ville have akupunktur og lattergas, men mens jeg havde veer, ville jeg have epidural, fuld narkose, et hårdt slag i hovedet eller bare ET eller andet, der kunne få mig til at glemme veerne), men det eneste, jeg kunne få, så sent i processen, var ilt. Og rød saftevand. Tak for det!

Det var meningen, at jeg skulle have klyx (det får alle vist?!), men jeg var bange for, at jeg skulle føde i toilettet, og mens Rikke stod og forberedte, fik jeg klynket, at jeg altså skulle presse. Nu. ”Nå, skal du det?!” lød det overbærende svar, men hun kom da hen og kiggede og sagde så med det samme, at vi helt bestemt droppede klyxen, og at jeg bare skulle begynde at presse. Det var en lettelse at få lov til, men samtidig skal det ikke være nogen hemmelighed, at presseveerne var onde. Jeg syntes dog ikke, at de var lige så slemme som udvidelsesveerne, men måske var det fordi, jeg pludselig kunne se en ende på det hele.

Lige pludselig dykkede Baby I’s hjertelyd, og der blev en værre ståhej. Selv var jeg i en anden verden, men jeg husker da, at der kom en børnelæge og gav hånd og forklarede, at Baby I skulle ud med sugekop, også selv om den skalp-prøve, de havde taget, var ok. For fostervandet var blevet lidt grønt, og navlestrengen var rundt om halsen, så det skulle gå stærkt. Jeg opfattede det kun i en døs, men stakkels HDD var jo ved sine fulde fem, så han blev noget forskrækket. Han var ved at besvime på et tidspunkt, men det opdagede den vakse jordemoder, så han blev beordret ned og sidde med hovedet mellem benene og et glas saftevand. I et anfald af overskud tilbød jeg ham iltmasken, men den ville han ikke have…

Så begyndte mandskabet på stuen (2 jordemødre, en børnelæge og en sosu-assistent) at lægge en pudendusblokade (det føltes i hvert fald som om, de alle sammen var i gang). Den blev dog kun lagt i den ene side, hvor den så oven i købet blev lagt lidt forkert – den bedøvede også min ene balle – for øglen var trængt for langt ned til, at de kunne komme til i den anden side. Den halve blokade gjorde dog, at jeg ikke kunne mærke, hvornår jeg havde presseveer, så det fortalte afdelingsjordemoderen mig, og beordrede mig til at presse og ellers kigge ud over maven, for dér var Baby I! Svup, sagde det, og så var hun ude – temmelig indhyllet i fosterhinde (hvilket jeg ikke forstår noget af, for vandet var jo gået, men nå…). Tørre tørre af, og så fik jeg hende op på maven. Hold kæft, hvor var det vildt, og jeg skulle lige fatte det, for det var godt nok gået stærkt! Fra jeg fik lov at presse, til Baby I var ude, gik der 25 minutter. Alt i alt havde vi været på Rigshospitalet en time. Og fra første ve til fødslen var overstået, gik der kun 7½ timer…

Var næsten ikke gået i stykker – 3 sting blev det til (uden bedøvelse. Avavav.), men det gik forholdsvist hurtigt. Derefter var det over på briksen og slappe af og nyde det fødselsdagsbord, det søde personale kom rullende med. Skulle dog lige ud og tisse, så gav Baby I til HDD og rejste mig op. Og så var der ellers dømt syndflod af blod. Damn, det var vildt. Og ude på toilettet kom der MEGET mere blod, så jeg besluttede mig for at gå i bad. Ved ikke lige, hvor den energi kom fra, men det var meget rart at stå lidt under det varme vand.

Imens var Baby I blevet målt og vejet og Apgar-scoret og alt det der – 50 cm og 3500 gram og topkarakter i det hele. Yay. Men da jeg kom tilbage på stuen forsvandt alt overskuddet, og efter et glas rød saft, gik jeg ud som et lys. Besvimede simpelthen. Det varede kun ganske kort, men jeg husker bare, at der stod en fremmed dame og kaldte på mig, og jeg undrede mig over, hvorfra hun kendte mit navn. Men det var så jordemoderen, så helt fremmed var hun nu ikke… Pga. besvimelsen fik vi lov til at blive lidt længere tid på fødestuen, og derefter blev der skaffet en kørestol til mig, som jeg blev bugseret til familiestuen i, mens jeg sad og krammede øglen.

Vi var på familiestuen til torsdag middag, og det var nogle supergode dage, hvor jeg følte mig i virkelig gode hænder. Amningen kom op at køre med kyndig vejledning fra personalet, og jeg følte, at det var trygt at få lidt vejledning, inden vi blev sluppet løs med det lille nye familiemedlem…

Og nu er der så gået lidt mere end 3 måneder, siden jeg blev mor, og kroppen har allerede glemt, hvor ondt det faktisk gjorde at føde. Det er jo i grunden smart, at den er dement på dén måde, for ellers ville INGEN vist få mere end ét barn… Men allerede et par dage efter fødslen havde jeg glemt præcis, hvordan veerne føltes. Jeg bliver ved med at huske mig selv på, at de gjorde psykopat-ondt (og nu har jeg også skrevet det ned), for ellers ville jeg sikkert også glemme dét. Og så bliver jeg en af dem, der siger til en vordende mor: ”Ork, det er faktisk ikke så slemt at føde”…

Øglen og jeg har været på et par dages minibreak i det vestsjællanske hos øglens mormor og morfar. Uden HDD. Det var ganske underligt. Ud af de 3 måneder, øglen har været iblandt os, har HDD været hjemme/på barsel de 2½ måned, så jeg er vant til, at han bare er der. Men nu er det snart slut - virkeligheden begynder (for ham) i næste uge, og jeg kan lige så godt vænne mig til, at han IKKE længere lige er der til at holde, lege, skifte, trille, assistere og aflaste før efter fyraften. Altså lige som de fleste andre fædre...

Jeg aner nu efterhånden så småt, hvad det er, der kommer til at ramme mig, når jeg skal være alene med Baby I 5 dage om ugen, og jeg kan da ikke sige mig helt fri fra at være lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå. For NØJ, hvor er man da smadret, når man sådan har været "på" hele dagen. Jeg vidste det godt lidt fra de par uger, jeg allerede har været alene med øglen, men da var hun så lillebitte, at hun sov hele tiden, og der var ikke påkrævet den helt samme grad af aktivering. Nu skal jeg da lige love for, at det er anderledes. Og så har jeg endda haft mormor til at hjælpe til (typisk med at skifte. Hvad er der med bedstemødre og puslen!? Synes, de er helt vilde med det, og så skal de sandelig da også have lov :-))

Poster lige et billede af den bette - det er der vist en grum mangel på her på bloggen...

Baby I har været i kirke to gange på to dage nu. Første gang var til babyrytmik i en lokal kirke. Stort hit – for moderen, om ikke andet. Baby I skal nok komme efter det, når hun lige har vænnet sig til den lidt vilde akustik, de 8 andre babyer, den meget engagerede musikpædagog og de mystiske rekvisitter (jeg nævner i flæng vimpler, chiffon-tørklæder, klokkespil, lagen-gynger (til babyerne!), og sæbebobler). Hun brugte størstedelen af de 50 minutter på at se betuttet ud, og måtte også lige skiftes en gang (al den spænding, I ved…), men jeg er sikker på, at hun allerede næste gang er væsentligt mere begejstret.

Kirkegang nr. to var i forbindelse med, at Baby I snart skal døbes. Og HDD og jeg kunne jo egentlig godt tænke os at vide, hvordan sådan en dåb foregår, når nu det er en selv (og primært ens øgle), der er hovedpersoner. Normalt er der personlige dåbs-samtaler, har jeg ladet mig fortælle, men den kirke, vi har valgt til dåben, gør åbenbart tingene på en lidt anden måde. De holder i stedet fælles dåbs-samtaler – "Gud & Snack" – i kirken og serverer bobbelade og snacks fra døbefonten. (Altså ikke på en udskænknings-/bar-agtig måde – det står bare på døbefonten, og så kan man betjene sig selv) Det ville være synd at sige, at opbuddet af vordende dåbsforældre var overvældende, men vi var da et par stykker. Og det kan jo være, at de andre har helt styr på, hvordan sådan noget fungerer.

Det har vi også nu. Og det så ud til, at øglen godt kunne lide den kirke, vi har valgt. Hun var i hvert fald stille og rolig, på trods af, at hun hele resten af dagen i går mildest talt var utidig pga. vaccinerne i går…

Øglen er nu 3 måneder gammel. Og det blev fejret med vaccine. Ikke bare én, men TO vaccinationer blev det til. For stivkrampe, difteri, kighoste og polio. Intet mindre. Og ved at google det, kan jeg nu konstatere, at min datter er blevet sprøjtet hele to gange med bestanddele af døde virus. Adr.

Det var Ham Den Dejlige (fremover bedre kendt som HDD – selv om det lyder lidt som noget, man skal vaccineres imod), der havde påtaget sig at tage øglen med til lægen. For længe siden peb jeg noget om, at jeg ikke ville kunne bære at se hende blive stukket, hvorefter HDD slog til. Han går hjemme sammen med sine to piger i en uge endnu og har derfor tid til at besøge fremmede (for ham) lægehuse. Jeg fik allernådigst lov til at gå med og vise ham, hvor lægehuset ligger, men jeg skulle pænt vente i venteværelset, mens han og øglen fik overstået prikkeriet.

Så sad jeg dér og skimmede brevkasse-spørgsmål og -svar i et eller andet læge-agtigt blad, mens jeg forsøgte at lade være med at tænke på, at en ond sygeplejerske stak nåle i min 60 cm lange engels bløde, buttede marcipanlår kun 7 meter (cirka) fra, hvor jeg sad. Det var bare lidt svært, da jeg pludselig hørte et VRÆL fra en af konsultationerne. Selv om der var mange børn i lægehuset i morges, vidste jeg med det samme, at det var Baby I. For, hvor kliché-fyldt det end lyder, gik det direkte i hjertet, og jeg fik da også lidt fugtige øjenkroge. Men man kan jo ikke sidde der og være 30 år og begynde at pylre i et venteværelse, vel?! Eller kan man?! Nåede aldrig at tænke dén til ende, før HDD og Baby I kom ud fra konsultationen i god ro og orden. Det var nemlig kun indeni moars hjerte, at øglen havde grædt længere end i 10 sekunder. HDD kunne berette, at hylet var kommet ved stik nr. 2, og at det var holdt op i det sekund, han havde taget hende op.

Nu sidder hun så på armen af HDD og kigger på hans laptop. Hun kan vist ikke helt finde ud af, om hun skal charme eller flippe, så hun prøver sig lidt frem. Hun er lidt utidig, så hun kommer vist til at være draperet på en af os hele dagen. Men det var også en af bivirkningerne, sagde den onde sygeplejerske. Pjevsethed. Hun nævnte dog ikke noget om, at det også kunne ramme moderen…

… og det bør jeg nok egentlig lade være med, hvis jeg skal fortsætte med at vælge sådan nogle underlødige bøger, som jeg har læst på det sidste. Der MÅ simpelthen findes bøger med et overkommeligt lix-tal, der ikke er så himmelråbende dårlige som eksempelvis den bog, jeg netop har lagt fra mig – ca. 350 sider for sent. ”Et sted i nærheden” af Cecilia Ahern – alene omslaget burde have skræmt mig langt væk, men jeg håbede til det sidste, at der gemte sig en sød historie på siderne.

Det gjorde der ikke.

Der gemte sig derimod en lang, træls og yderst urealistisk historie. Og den kender jeg nu. Det er jeg ked af. Bedre held næste gang. Eller også skal jeg i virkeligheden bare lade være med at læse, mens jeg ammer. Hvad har Kanal 4 fx nogensinde gjort nogen...

Var i SuperBrugsen forleden med øglen i klapperen. Ekskursionen i sig selv er en tilbagevendende begivenhed, men jeg kan godt garantere, at det er første gang nogensinde, at jeg udelukkende købte 4 hvidtøl. De lå fint på rad og række på det ”luksus-forlæder” (et virkelig ømt ord), som er på klapperen, så den ligner en barnevogn bare lidt, og signalerede ”drikfældig mor”. Eller ”mor fuldstændig ude af trit med årstiden”. For der er ikke noget i vejen med hvidtøl til jul i forbindelse med risengrød, men om sommeren er de bare mystiske.

Grunden til det underlige indkøb var, at jeg har hørt, at hvidtøl skulle booste mælkeproduktionen. Mælk er lidt en mangelvare hos familien øgle hen under aften, så jeg tænkte, at det da skulle prøves. Var egentlig rimelig skeptisk, men sandelig om ikke det virker. Baby I virker i hvert fald som om, hun får mere mad om aftenen nu. Så selv om der er 1,8% alkohol i, vælger jeg at tro på, at det ikke er et stort problem. Og under alle omstændigheder er det bedre end at drikke en daglig porter, som min mor fik besked på, da hun ammede mig…

Så hvidtøl til mødre, der er lidt low on mælk, kan anbefales. Undlad dog at drikke en på tom mave, hvis du ligesom jeg ikke har drukket så meget som en dråbe alkohol i næsten et år. Jeg præsterede i hvert fald at blive pænt svimmel af en...

Øglen er en lille smølf. 50 cm og 3500 gram ved fødslen – ca. 60 cm og 5500 gram nu, 12 uger efter. (TOLV – hvor i al verden forsvinder tiden hen?!)

Hun bruger stadig str. 56 i tøj, men nu er det vist så småt på tide at skifte til str. 62. Ikke så meget pga. længden, som pga. bredden. I benene. Øglen har nemlig fået for tykke ankler, så hendes Småfolk-dragter kan ikke længere knappes nede ved fødderne. Det håber jeg seriøst for hende, at hun vokser fra. I hvert fald, hvis skinny jeans stadig er på mode (eller er på mode igen, måske?!), når hun bliver teenager…

Så er det nu. Efter 12 uger (eller måske nok nærmere 12 måneder), hvor jeg som en anden Pacman har spist mig vej gennem tilværelsen i alt, hvad jeg har haft lyst til (sjovt nok primært sukker- og fedtholdige ting), skal det være slut.

Jeg går ikke på slankekur – det må man vist ikke, når man ammer – men jeg vil forsøge at skære kraftigt ned på mit indtag af især sukker og hvidt mel. Og jeg skriver det her på bloggen, fordi jeg så har lovet internettet noget, hvilket forhåbentlig gør det lidt sværere bare at droppe igen...

Det bliver hårdt (ikke mindst for sukkerproducenterne, der muligvis bliver nødt til at nedjustere, nu når jeg ikke længere vil bidrage til deres omsætning), men jeg bliver nødt til at tage mig selv lidt i nakken. Jeg vil jo gerne af med de 2 kg jeg mangler, for at nå ned på min før-graviditetsvægt, men kunne jeg smide 5 kg, ville det heller ikke være så tosset. Må forsøge at udnytte, at man jo vist bruger ret mange kalorier, når man ammer, til også at slippe af med de kilo, der generede mig før graviditeten.

Er oven i købet også ved at overveje iForms styrkeskole, hvor de lover, at jeg kan få en flad mave på 9 uger. Det er helt sikkert løgn, men jeg kan da prøve og så skyde skylden på iForm, når jeg om 9 uger stadig kan flashe et fint flæske-bælte.

Jeg har ingen stor og forkromet plan, og jeg gider ikke være fanatisk (og er der noget, jeg har opdaget, efter jeg har fået øglen, så er det den fuldstændig ukontrollerede trang til lidt hurtig energi. Må være amningens skyld), men jeg vil så vidt muligt forsøge at fylde depoterne med noget lidt mere lødigt end Choko Riesen og yndlingen Tyrkisk Peber (det bliver så nok ikke helt så svært, efter jeg opdagede, at de går i mælken og har givet øglen mavepine 2 dage i streg. Undskyld, øgle!)

Hvis der er nogen, der har gode idéer til at bevare motivationen og ikke falde i sukkerfælden, så modtages de med kyshånd…

Det kan godt være, at jeg har købt en helt masse knald, som øglen er helt og aldeles bedøvende ligeglad med – i hvert fald lige nu (læs: barnevognsrand, øko-agtige træ-rangler og fikse babyhatte fra American Apparel) – og som øglens forældre ikke har det mindste at bruge til (babyalarm – uanset, hvor dyr den har været – er ikke et must-have, når man bor i en 2½ værelses lejlighed). Men jeg vil godt lige slå et slag for i det mindste ét godt køb: BabyBjörn bæreselen! Den er købt brugt til den nette sum af 150,- inkl. porto (længe leve Trendsales), men sør’me om den ikke også fungerer, selv om der har siddet en fremmed baby i den, og den er en anelse falmet…

Hver eneste gang, jeg har proppet øglen i den, har hun skreget, så mine ører blødte, men jeg har nægtet at give op. Og da vi i denne weekend skulle til kunst-halløj på Politigården (hvor der er rimelig mange trapper og ligeså mange mennesker), kunne jeg ikke lige orke at have klapperen med. Så efter en bøn til de højere magter om, at øglen ville opføre sig bare nogenlunde anstændigt hos ordensmagten, droppede jeg klapperen og tog bæreselen med.

Og gæt lige, hvem der opførte sig SÅ pænt! Når bare jeg bevægede mig, var der smil over hele linjen. Jeg øjner store muligheder med den bæresele. Med den behøver jeg ikke kun at holde mig til de butikker, man kan tage barnevognen med ind i, jo. Oh, det bliver dyrt. Og skønt!

Øglen og jeg har været på besøg hos farmor i dag (øglens – ikke min). Nogen sov i klapvognen i 3 (TRE!) timer, mens andre drak te, læste weekendens aviser og spiste nye kartofler fra Samsø på terrassen. Og blev fuldstændig branket af solen. (Det gør faktisk ret naller, men så kan jeg lære det, kan jeg - når man er ca. samme farve som skummetmælk, skal man bruge solcreme, når man sidder og bager).

Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft tid til bare at lave ingenting. Når jeg er hjemme, skal jeg altid bare liiiiige vaske, rydde op, lave mad, ned med skrald, gå en tur, ringe til nogen, eller lignende, når der er en ledig stund. Men i farmor-land var der ikke noget at lave andet end at slappe af og nyde, at nogen er næsten lige så vild med øglen som mig selv og Ham Den Dejlige. Bedsteforældre holder!

Miss Blue Eyes spurgte, om jeg ikke gad flashe den mor/barn-halskæde, jeg talte om i forrige indlæg. Og det gider jeg da... :-) Det er i oxyderet sølv med et hjerte i små diamanter (det kan man ikke så godt se, men det er det altså). Købte det hos Stine A i Classensgade, og hvis man lige står og mangler nye smykker, så kan jeg kun anbefale hende og hendes biks. 

Men nu skal jeg vist til at stoppe med at købe bling. Synes, at kontoen lider lidt. Men jeg kunne selvfølgelig prøve at snige et par bling-ønsker til mig selv ind på øglens dåbs-ønskeseddel. Det er der sikkert ikke nogen, der opdager...

Når man nu sådan er på barsel, vejer et par kilo mere end, man gjorde, før man blev gravid, og er i næsten permanent overskuds-underskud, så må man gerne forkæle sig selv med lidt bling. Så inden for den sidste uge er jeg blevet den heldige ejer af en mor/barn-halskæde i sølv med diamanter (jeg har besluttet mig for, at ens første barn skal udløse en diamant – også selv om den er fra mig selv) og de her sko (dem i guld):

Jeg er sikker på, at de vil gøre voldsomt meget lykke på mine mange ture med barnevognen! Og så pynter de også i entréen. Det er jo en win-win situation :-)

Øglen sov 9½ time forleden nat. Uden at vågne en eneste gang. Luksus! Hvis det ikke lige var fordi, at jeg vågnede ca. 9½ gange for at tjekke, at hun stadig trak vejret.

Det gjorde hun. Så nu håber jeg bare, at det gode sovehjerte er kommet for at blive - og at det måske smitter lidt af på moar, så jeg også kan få sovet lidt...

Jeg har været til koncert. Med ham den dejlige (altså, det var ikke ham, der spillede - det var Tina Dickow og Steffen Brandt). Uden baby. I Roskilde. Mens baby var i større by på Vestsjælland sammen med de næsten samlede værker af min familie som babysittere. Jeg var væk i fem timer. FEM TIMER! Efter maksimalt at have været væk i en time fra det lille væsen i ca. 1 år. Man kan så argumentere for, at de første 9 måneder var ret nemme - da lå hun jo indeni maven og var med hele tiden...

Op til store passe-dag havde vi trænet i at give flaske, og jeg havde i samråd med min nye bedste ven, brystpumpen fra Avent, sørget for, at der var mere end rigeligt med mælk til at pacificere øglen, hvis hun blev alt for ked af det. I løbet af dagen hældte jeg det ene gode råd efter det andet ud til de familiemedlemmer, der gad at høre på mig, om flaskegivning, beroligende vuggemetoder, at det virkede bedre at svøbe hende i dynen end i tæppet, og at jeg jo kun var 1 times bilkørsel væk, hvis det gik helt galt (!) Der blev nikket overbærende og mumlet noget om, at jeg jo ikke var den første, der havde klaret at tage væk fra min baby i et par timer...

Men altså. Fem timer. Dét syntes jeg godt nok var lang tid. Og jeg må da indrømme, at der blev fældet mindst én tåre på vej mod koncerten. Som heldigvis var rigtig god. Jeg modtog også en enkelt status-sms ("Alt roligt. Baby sover") og ringede hjem i pausen (jeg bliver jo uudholdelig, når baby skal til at i vuggestue eller på anden måde skal være væk fra mig på daglig basis), så jeg var ikke ligefrem i underskud af baby-info.

Efter koncerten fik vi kæmpet os gennem voldsomme mængder regnvand og hjem til baby I - der sov som en sten. Hun havde kun været moderat utilfreds i et begrænset tidsrum, og havde uden problemer guflet en stor flaske mælk. Og havde tilsyneladende slet ikke opdaget, at jeg havde været væk.

Nå!

Det må jeg vel bare se at vænne mig til. Lige om lidt synes hun garanteret, at det er meget federe, hvis jeg ikke er der, og vil tigge og bede om at blive passet hos mormor og morfar. Så kan jeg igen stå dér med våde øjenkroge og føle, at det hele går lidt for hurtigt...

1 varmtvandsbassin
+
8 forældre, der er meget opsatte på, at det her skal være sjovt
+
8 babyer, hvoraf mindst én (undertegnedes) ikke synes, at det her er sjovt
=
1 rådvild mor (undertegnede)

Vi var til babysvømning i går. For anden gang. Men første gang, hvor mutti her var med i vandet. Nu må jeg nemlig gerne. Siger lægen. Og dét var ham den dejlige ikke sen til at oversætte til "Jamen, så er det da dig, der skal med øglen i vandet". Nu er jeg ikke specielt vild med svømmehaller. Og da slet ikke med varmtvandsbassiner, som man kan være ganske forvisset om består af lige dele varmt vand og lige dele tis. Men hvad gør man ikke for at udfordre og udvikle afkommet?!

Det viser sig bare, at afkommet ikke vil udfordres og udvikles på vandmåden. Den første gang skreg hun nærmest ruderne i svømmehallen i stykker (og der er mange!). I går gik det dog noget bedre, men hun var bestemt ikke tryg ved situationen. Og jeg kan egentlig ikke bebrejde hende. Samtlige forældre (inkl. mig selv) ligner jo lalleglade klovner på speed, mens vi synger plaske-sange og med overdreven ansigtsmimik forsøger at overbevise poderne om, at lunkent vand, plaskeøvelser og relativ vægtløshed er über-fedt.

Øglen var endnu mindre stolt ved situationen end de andre babyer, men det skyldes måske også, at hun er den absolut yngste - de andre er mastodonter på 4-6 mdr., og der kan hun med sine 10 uger trods alt ikke være med.

Men det kan jo også være, at hun slet ikke er bange for vand. Måske er hun bare bange for at blive ligeså stor som de andre babyer på holdet. Ellers kunne det eventuelt hænge sammen med den måde hendes mor ser ud på i badedragt...

Jeg tror, det ligger i menneskets natur at være nysgerrigt. Og en lille smule sladdervorent. Vi har vel alle prøvet det der med at være den første, der vidste noget, og set, hvordan vore tilhøreres øjne blev mere og mere opspilede, mens udbrud som "det er ikke RIGTIGT!?" og "WHAT!?" føg omkring os. Eller den mere dæmpede reaktion, når nyheden ikke er sensationel, men bare trist. Med andægtigt bøjet hoved og en alvorlig mine. Især, når det ikke er folk, man selv kender, men derimod nogen, der kender nogen, der har hørt om nogen...

Jeg skal ikke sige mig fri for selv at have bidraget til puljen af både først- og sidstnævnte historier, men jeg vil alligevel klappe mig selv på skulderen og rose mig for, at jeg trods alt ejer en smule situationsfornemmelse og fx undlader at fortælle fly-relaterede skrækhistorier til den veninde, der skal ud og flyve lige om lidt. Osv.

Jeg ville ønske, at folk havde været lige så fintfølende, da jeg var gravid. Jeg tror, jeg har hørt samtlige horror-historier, der omhandler fødsler. FLERE gange ovenikøbet. Og et par uger inden termin var en af mine veninder så sød at fortælle mig en særlig styg en af slagsen. Noget om, at fødslen egentlig gik fint nok, men at den nybagte mor kort efter fødslen blev meget syg og døde fra sit lille barn.

Hvad siger man lige til dét, når man står der på størrelse med en rummelig et-værelses lejlighed med hormoner i hele kroppen?!

Nå, men jeg havde besøg af selvsamme veninde forleden. Et forsinket barselsbesøg, var det. Hun havde taget fine gaver og god mad med, og da talen faldt på, at hun godt snart kunne tænke sig at få en baby, kunne jeg ikke dy mig for at 'advare' mod alle de - sikkert velmenende - skrækhistorier, folk føller trang til at indvie en i. Hvortil hun svarer: "Ja, hvad sker der for dét!? Det er da vildt upassende!"

Øhm. Ja!

Hvorefter hun kigger ned på min sovende øgle og siger: "Ja, du skal nok ikke vænne dig alt for meget til, at hun er så rolig. Jeg kender en, hvis søn var ligesådan de første 6 måneder, og derefter begyndte han at skrige, og det er ikke stoppet siden. Han er 10 måneder i dag".

...

Suk. Here we go again...

Øglen er ved at blive stor. Ikke nok med, at hun har taget ca. 10 cm på, siden hun blev født for snart 10 (TI!!!) uger siden, og vejer lidt mere end 1½ kg mere - nu kan hun også drikke af flaske.

Og lige om lidt får hun kærester og flytter hjemmefra og synes, at jeg er totalt for nederen old-skool latterlig.

Her troede man lige, at man var uundværlig. At man kunne true med at lukke for madkasserne, hvis hun ikke opfører sig ordentligt (ikke, at jeg kunne finde på at true med mad, men jeg kunne gøre det, hvis jeg virkelig ville), men nu er hun da bare ligeglad med sådan noget trueri, for hun drikker da bare af flasken i stedet. Ha.

Havde jo ellers læst, at babyer er lige så skeptiske over for flasken, som jeg er over for bladselleri, og at man ikke skal tro, at det er nemt at få baby til at sutte på noget som helst andet end brystet (hvis det ellers er dét, de er vant til), men det gælder åbenbart ikke min baby. Der ligner hun vist sin mor meget godt; så længe det er mad, er det i orden!

Nu ligger hun så i en mælkedopet søvn, og jeg er spændt på, om hun gider have brystet, når hun vågner i nat og vil have mad. For jeg har nemlig også læst, at hvis man er så heldig at få sin baby til at acceptere flasken, så skal man bare vide, at det kan være svært at få babyen til at acceptere brystet igen, fordi det åbenbart er meget nemmere at drikke af flasken end af brystet. Synes egentlig, at faglitteraturen gør det der med at jage en skræk i livet på mig meget godt...