Øglen og jeg flytter hjemmefra. På domæne-måden, altså. Smartlog er blevet for trang, og vi har lyst til at boltre os et sted, hvor der er plads til lidt større armbevægelser - og væsentligt flere billeder.
Vi har været glade for at være her, og vi er meget glade for alle jer, der læser med, så jeg håber, at I gider rykke med over i de nye lokaler.
Vi ses (i BIVA!) Eller... nej... her: http://ibabysblog.blogspot.com/
Jeg er blevet tagget af Marianne i "Vis mig dit køleskab". Reglerne er ganske enkle:
Man tager et køleskabsbillede, krydrer det med et nærbillede af en udvalgt ting og fortæller historien bag, og til slut tagger man 3 andre bloggere. Vups, så har man en hyggelig leg!
Jeg undskylder på forhånd kvaliteten af mine billeder, men Smartlog lader noget tilbage at ønske, hvad angår upload af billeder (og størrelsen på dem), så jeg håber, I kan leve med det.
Min udvalgte ting er et par koncertbilletter til Dave Matthews Band, som HDD og jeg skal ind og høre på vores 3-års dag. Da jeg mødte HDD, havde han 2 meget lignende billetter hængende på sin opslagstavle - billetter til DMB's første koncert i DK i mere end 10 år. Og selv om jeg ikke kendte bandet overhovedet (shame on me!), tilbød han mig uden at tøve en af dem. Det var den første koncert, vi var til sammen, og det var noget helt helt specielt. Og nu kommer de igen! På vores årsdag! Og vi fik billetter! Yay!
EDIT: Nå, netop i dag har arrangørerne besluttet sig for at rykke koncerten en måned. Så det bliver ikke på vores årsdag, vi skal høre musik, men så bliver det til gengæld næsten på årsdagen for den sidste koncert med DMB. Og så længe de ikke aflyser den er alt godt!
Jeg tagger
Gravidgrahvad
Katrine
og
Randi
Jeg er stadig forkølet. Mere end i går, faktisk, og derfor har jeg taget mig en såkaldt hjemmearbejdsdag. Ikke dårligt - slet ikke, når man stort set ikke har nogen opgaver at gå i krig med, men chefen gav grønt lys, så det vil jeg ikke have dårlig samvittighed over.
Hvad jeg derimod gerne vil have dårlig samvittighed over, er, hvor mange penge jeg egentlig bruger på at shoppe. Januar er lidt stram rent økonomisk pga. dagpenge, snarlig flytning og så det faktum, at ALLE regninger ligesom forfalder nu-nu-nu (hvad sker der for øvrigt for det; er der ingen, som har spekuleret i at sprede udgifterne lidt ud, oder was?!), så jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke måtte shoppe overhovedet i denne måned.
Men så var det, at jeg kom tilbage på det der arbejdsmarked og så mit tøj i arbejdsmarkedets klare lys. I barslens skær syntes jeg egentlig, at det så ok ud, men jeg kunne jo godt lige fornemme, at udvalget - og mine sorte jeans i særdeleshed - var NOGET kummerligt, da jeg havde været på jobbet i omtrent 2 minutter. Og det er ellers ikke fordi, mine kolleger er voldsomt stadsede ud, men altså... Nå. Nye sorte jeans it is. Was. For dem købte jeg i lørdags. Mine "groupie-bukser", som jeg har døbt dem, eftersom de er coatede med noget, så de ligner en mellemting mellem en voksdug og en sort python-slange. Men de er nu ret fede. Mens jeg alligevel var i H&M, røg der lige et par t-shirts og en bluse i kurven også, og så lige et par varme trøjer til Øglen. Og SÅ stoppede festen.
Lige til i dag, hvor jeg jo 'arbejder' hjemme. Var løbet tør for essentials som te (kritisk, når man har snot i hele hovedet), toiletpapir (ligeledes kritisk - på mange måder) og bleer til Øglen (ikke, at hun er hjemme lige nu - hun er i vugger, så jeg har faktisk noget, der minder om en dag i Mit Gamle Liv; dog med snot), så af sted med mig i en af dagens mange overspringshandlinger.
Herude i Forstaden har de arrangeret det så snedigt, at de få butikker, der findes i byen, er samlet omkring supermarkedet, og derfor var det lidt svært at undgå at få smækket "60% på alt"-skiltene fra den overraskende hæderlige tøjbutik lige i fjæset. Nem, som jeg er, lod jeg mig lokke, og 20 minutter senere, stod jeg udenfor - en nederdel, et par varme leggings og et par skoletter (med nitter?!?) rigere. Og en vis sum penge fattigere.
Hvad er der med mig, altså!? Hvad skulle det nu til for?! Jeg kan jo GODT stave til shoppestop, så det kunne da være dejligt, om jeg gad respektere det, så.
Men nu er det slut. Har besluttet mig for, at jeg ikke må shoppe tøj eller sko eller noget som helst, der kan falde inden for de kategorier ("støvler", "frakke" og/eller "taske" tæller fx ikke) i 3 2 måneder.
Nuij, det bliver svært. Men jeg må ikke. Dels fordi, der bliver rigtig meget, der skal købes til den nye lejlighed (5 uger to go!), dels fordi det bare ikke kan passe, at jeg ikke kan lade være med at shoppe. Seriøst, jeg tror, jeg ville have nemmere ved at forsage slik og kage i et par måneder (selv om det ville være svært nok!), og det er jo ikke normalt.
Nu har jeg skrevet det, så nu hænger jeg på den. I er mine vidner. Starting from today: ingen shopping til undertegnede (Øglen bliver nok nødt til at få lidt nyt tøj, eftersom hun har det med at vokse ud af det, hun har) før 12. marts. Tag den.
Suk.
Man ved, det bliver en af de dage, når:
*man vågner op med hovedet på størrelse med en sækkestol - bare uden krøyerkuglerne og med snot i stedet
*får et bebrejdende blik og et "det er der jo ikke noget at gøre ved" med på vejen fra Over-pædagogen, når man drister sig til at sige, at man nok først kan hente kl. 16 i dag (seriøst - hvem ER de andre forældre? Jeg vil vide det. Nu!)
*stempler sit lilla klippekort (5 zoner) i stedet for sit blå (2 zoner) bare for at køre 4 sølle stop med metroen
*får at vide af en (ellers ret sød) kollega, at man ser utrolig træt ud
*ens printer-brik strejker og kun vil printe alle andres udskrifts-job ud
Det positive er så, at det kun kan gå op ad bakke herfra.
PS: De to første jobansøgninger er sendt af sted, så I må gerne krydse fingre i den næste uges tid...
Nånå. Så er man pludselig en gudinde og et orakel. Ikke dårligt.
Fik en sms for lidt siden fra en af mine kolleger, der er kommet tilbage fra barsel på samme tidspunkt som jeg. I går drak vi en kop kaffe (te – jeg drikker nemlig stadig ikke kaffe. Grrrr!) sammen i virksomhedens fællesrum - vi skulle lige catche op (hedder det det på 'dansk'?), og hun fortalte, at hun var helt og aldeles smadret efter fire nætter uden søvn, fordi hendes øgle insisterede på at holde fest og/eller grædekoncert fra omkring kl. 23 og resten af natten. Det har stået på siden i søndags (og inden da sov hun heller ikke for godt) – altså lige nøjagtigt så lang tid, som kollegaen har været tilbage på arbejdsmarkedet og derfor mere end nogensinde har brug for sin søvn. Hun var derfor ved at gå ud af sit gode skind, og over kaffen teen prøvede vi i sagens natur at finde ud af, hvorFOR hendes øgle pludselig sov så dårligt.
Jeg anser ikke mig selv som værende specielt klog på babyer, men jeg syntes, at historien mindede lidt om det forløb, vi selv oplevede, da vi for snart mange måneder siden gik over til at give flaske i stedet for at amme ved sovetid. Jeg foreslog derfor, at det kunne være, at den bette var sulten, og at de måske kunne forsøge sig med en flaske/kop erstatning sammen med amningen om aftenen, så de er helt sikre på, at deres lille øgle bliver fyldt helt op til natten. Kollegaen var skeptisk, for baby E spiste en del til aftensmad en times tid forinden, men samtidig var hun desperat nok til at prøve hvad som helst (og nu ER erstatning jo ikke det allermest kontroversielle, man kan foreslå). Hun ville give det et forsøg i går aftes.
Det var åbenbart et hit, ud fra sms'en ”Du er en gudinde og et orakel!!”, men jeg skulle alligevel lige være sikker på, at vi talte om det samme (ikke, at jeg ellers har været spor gudindet eller oraklet)... Og sør’me om baby E ikke har sovet hele natten! Hva’ba’!
Ergo vil jeg svælge i mine nye titler resten af dagen og så ellers håbe, at de gode takter varer ved. Ellers mister jeg jo lidt på orakel-/gudindekontoen.
… Og som et lille efterskrift kan jeg tilføje, at det går bedre med at acceptere, at jeg ikke kan være så meget sammen med Øglen i hverdagene. Hvad angår mit job og karakteren af det, så er det en ganske anden historie, som jeg ikke orker at komme ind på nu. Men der skal ske noget, og det kan kun gå for langsomt. Jobansøgnings-processen ER sparket i gang.
Antal:
blomsterbuketter fra afdeling: 1
knus fra søde kolleger: Mange
grin: Rigtig mange
minutter brugt på at ringe til/tale med IT Helpdesk: 30
bandeord over computere, netværk og IT Helpdesk: 5.897
succesfulde forsøg på at komme på intranettet: 0
løste arbejdsopgaver (stærkt relateret til intranettet): -1
samtaler om Øglen (adspurgt): 10
samtaler om Øglen (uopfordret): 2
gange, jeg har tænkt på Øglen: 8.899.403
Alt i alt en glimrende – og aldeles uproduktiv – dag på en arbejdsplads, som det på ingen måde føles som et år siden, jeg forlod. Har så småt fået pejlet mig ind på, hvad mine arbejdsopgaver de næste to måneder (hvorefter jeg skifter afdeling) består af, og de virker mildest talt til at overskue. Det er også til at overskue, at jeg har ’fået lov’ til at holde ferie i to uger i forbindelse med, at vi flytter i februar, og så ser det ud til, at det sagtens skulle kunne lade sig gøre at arbejde hjemme af og til.
Jeg har derfor intet at klage over, men jeg skal da ikke være for fin til at gøre det alligevel. For jeg SAVNER Øglen og vores tid hjemme sammen. Også selv om jeg var ved at gå op i limningen over at skulle aktivere hele tiden og så igen (jeg er herre-dårlig til at lege, faktisk). I morges afleverede jeg Øglen i vuggeren, mens det stadig var mørkt, og hun var for træt til at opdage, hvad der foregik. Hun blev placeret i over-pædagogens arme og vinkede betuttet til mig, mens jeg bakkede ud af døren. Og 8½ timer efter kunne HDD så hente hende igen. Dermed har hun haft ca. 2½ vågne timer derhjemme til eftermiddag/aften (hvoraf jeg var hjemme de 2 af dem), før hun gik ud som et lys kl. 19. Det ville være ok, om end lidt presset, hvis det var en engangs-ting. Men det er det så ikke. Det er hermed blevet en dagligdags-ting. Som i HVER dag. Hver ENESTE hverdag.
5 dage om ugen kommer Øglen til at tilbringe flere vågne timer sammen med pædagogerne i vuggestuen, end med mig (og HDD, men det er min tudepost, så ham holder vi lige ude af det). Fra nu af og ud i noget, der minder om en evighed. Det ved jeg ikke lige, om jeg synes er fedt, faktisk. Men det bliver jeg jo nødt til. Og andre klarer det, så det vil/skal/kan jeg også. Og det er jo ikke som om, der er særlig mange alternativer. For penge skal der jo til, og desuden ved jeg, at jeg ikke ville have godt af at gå hjemme for evigt. Men som Louise også skriver, hvad er den ideelle fordeling så egentlig på pasning og arbejde?
Jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, hvordan jeg finder ud af det. Men jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at synes, at det her med arbejde er noget underligt noget i lang tid endnu. Meningsløst, måske endda (det var i hvert fald et af de adjektiver, min hjerne fandt på i dag). Men jeg håber SÅ meget, at det som med mange andre baby-relaterede ting er "bare en fase - det går over". Men et eller andet sted tror jeg ikke rigtigt på det.
I går fik jeg en ”held og lykke på første job-dag”-sms fra en veninde, der har været tilbage på arbejde i et helt år, siden hun fik sin datter, og hun synes så STADIG, det er underligt. Og hårdt.
Fedt nok.
Ok. Jeg skal lige høre. Hvem er det, der har snatchet de sidste 358½ dage? Hva’?! Vil gerne have dem tilbage NU, tak! Evt. bare nogle af dem? Please?!
Jeg har sagt det før, men gør det gerne igen: Jeg FATTER ikke, hvor tiden er blevet af! Om 1½ dag brister barselsboblen, og jeg bliver igen en del af Danmarks samlede arbejdsstyrke. En af dem, der fylder op på cykelstierne gennem Kbh (eller i metroen, alt efter hvordan vejret arter sig) om morgenen og om eftermiddagen. En af dem, der kan udvide skuldertaskens indhold af bleer, sutter og vådservietter til computer, kalender og måske endda en anelse makeup (vildt!). En af dem, der (forhåbentlig) igen ved, hvad der foregår rundt om i verden (eller i det mindste bare i den virksomhed, hvor jeg arbejder) og ikke automatisk går ud fra, at alle er interesseret i at høre om, hvordan det går med afkommet.
Det skal nok blive godt. Håber jeg. TROR jeg. Men jeg har en formodning om, at det bliver drønhårdt – ikke bare at skulle have hjernen i gear igen (det alene kommer jo til at tage flere måneder), men også at skulle være væk fra Øglen. I mange timer. Hver dag.
Misforstå mig ikke. Jeg er vild med at have tid væk fra Øglen. Tid, hvor jeg bare er MIG. I en underlig parallelverden, der til forveksling minder om den, jeg levede i, før jeg blev nogens mor. Men jeg er også vild med, at jeg indtil nu selv har kunnet bestemme (sådan da), hvorNÅR jeg kunne tænke mig at have øgle-fri tid. Men fra og med mandag er det slut med dén luksus. Så skal jeg være væk fra Øglen i 8-9 timer dagligt. Og jeg må oven i købet ikke selv bestemme, hvad jeg skal lave i de 8-9 timer. (Til gengæld må jeg selv bestemme, hvor længe jeg bruger på at gå på toilettet – inden for rimelighedens grænser, altså – og hvor mange kopper kaffe (sorry: te – jeg drikker ikke kaffe lige for tiden. Grrrr!) jeg drikker). Ved ikke lige, hvad jeg skal synes om denne nye konstellation, men jeg må jo tro på, at det kommer til at gå godt.
Og under alle omstændigheder kan det her barsels-noget jo ikke vare ved. Det er jo ikke virkelighed. Eller jo, det er det, men det er en virkelighed på lånt tid. Og et eller andet siger mig, at jeg har nydt de 360 dage så meget, fordi jeg vidste, at de ville få en ende en dag. Tør godt garantere, at jeg ville blive meget meget mærkelig i hovedet, hvis jeg vidste, at jeg skulle gå hjemme indtil Øglen flytter hjemmefra (og tænk så, hvis hun ender som sådan en Susan Boyle-type, der ALDRIG flytter?!).
Så: Det er GODT, at jeg skal tilbage på arbejde snart. Det bliver supersjovt og spændende, og tiden kommer til at flyve af sted, og jeg har meget mere overskud til Øglen både i hverdagene og i weekenderne, og der er ikke et øje tørt.
Ikke?!
Godt så.
Så sidder man her på årets sidste dag og nyder, at solen skinner, at der er ”Festen og Gæsten” på P3, at Øglen er frisk og i et vældigt humør (måske fordi man sov helt til kl. 9 i morges! Hva’ ba’?!), og at vi skal til nytårs-halløj med søde mennesker i aften.
Egentlig ville jeg have lavet en status, for det er jo oplagt, når et år sådan går på hæld, men jeg har droppet det igen. For det ville blive en kort liste. Faktisk ville der kun være én ting på den, og så er det vel nærmest ikke en status?
Nå, nu ender det jo med, at jeg skriver det alligevel.
Altså.
Status for 2009:
*Jeg er blevet mor.
Så kort kan det faktisk siges. For det, at Øglen er kommet til, har i dén grad sat dagsordenen i vores lille familie i 2009. Og stort set alt andet, der er sket i det forgangne år, falder ind under den paraply:
- at jeg er begyndt at blogge igen
- at vi er flyttet
- at vi flytter igen (lige om lidt. Hurra!!!)
- at jeg ikke har været på arbejde i ET HELT ÅR!
- at jeg er blevet så grådlabil, at det halve ville have været rigeligt
- osv.
Vildt. Hvis nogen havde fortalt mig for blot 3 år siden, at 2009 ville være i babyens tegn, ville jeg have grinet højt og længe (på den vantro måde). For dengang havde jeg ikke mødt HDD endnu. Og nu har vi et barn, en bil og en lejlighed sammen. Jowjow – man bliver lige pludselig voksen. Men det er DEJLIGT, er det, og jeg er glad. Rigtig glad, endda.
Og on that note vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår. Nu vil jeg ud og tage fin neglelak på (den helt rigtige uden pfatalater, gift og andet fy i) for første gang i et års tid, tror jeg. Og så er der nogle kammuslinger, der skal marineres. Ved nærmere eftertanke skulle jeg måske ændre rækkefølgen på de to ting.
Godt nytår, i hvert fald. Ses næste år. Tøhø.
Nå, nu er jeg vist ved at være frisk igen. Har stadig lidt ondt i maven og har ikke lyst til at spise noget andet end tørt brød, mandariner og chokoladeknapper (julens svar på Paraghurt?!), men jeg har da været stående og gående i et stykke tid nu. Jeg slap vist billigt, og det er jeg jo glad for, for så har jeg kunnet nyde juledagene sammen med min familie.
Eneste fordel ved at være så sløj, at man ikke er til pænt brug er, at man kan få sovet rigtig meget. Og når man ikke kan sove mere, men stadig ikke føler sig i stand til at være vildt social, så kan man lægge/sætte sig med en bog. Og det er en ret sjælden luksus, her post-Øgle. Men sør'me om jeg ikke har fået læst en hel bog - Helene Uri's "Engel af nylon" - her i juledagene. Jeg har lånt den af en fra mødregruppen (ikke hende, der smittede mig), og jeg havde ikke lige gjort mig det klart, hvad den egentlig handlede om.
Det viste sig så, at den handler om en mor, der mister sin datter, og jeg havde mine kvaler med, om jeg så overhovedet skulle læse den. For jeg er nemlig blevet noget af et pjok, efter jeg har fået Øglen. Når det kommer til noget med børn, der af den ene eller anden grund ikke har det godt, og som måske ovenikøbet ender med at dø, så er jeg blevet grådlabil for et godt ord, og jeg vidste ikke lige, om jeg orkede at læse en bog, jeg vidste, jeg ville blive i dårligt humør af.
Men Helene Uri skriver som en drøm, og det viste sig jo (som bogindehaversken også lovede) at bogen var/er højst læseværdig. Også selv om det er en trist fortælling, og at den desværre ikke slutter med, at barnet slet ikke døde alligevel. Bogen handler ikke om - som jeg havde frygtet (og som det indledende kapitel lægger op til), en mor, der ikke elsker sit barn, og derfor lader det gå for lud og koldt vand, men tværtimod om en mor, hvis kærlighed er så stor, at hun qua sin egen barndom ikke kan tackle den og misforstår følelsen af utilstrækkelighed for mangel på kærlighed.
Kort og godt handler bogen om en mor, der har en forestilling om, hvordan man er en god og en "rigtig" mor. Følelser, som - tror jeg - de fleste mødre har mærket til en gang imellem. "Gør jeg det nu godt nok" er da i hvert fald en følelse, der er dukket op hos mig i tide og - primært - utide. Og følelsen af, at alle andre ved - og gør - mere for/med deres børn, end man selv gør. Hos nogle - som hos Beate i bogen - kammer den følelse så bare over og bliver til selvudslettende utilstrækkelighed, som suger al glæden ud af tilværelsen. Der er jeg heldigvis ikke selv nået til og når det forhåbentlig heller aldrig.
Det, jeg særligt godt kunne lide ved "Engel af nylon" er, at man ser Beate og hendes følelser fra flere vinkler. Et helikopterperspektiv man nogle gange kunne have gavn af i virkeligheden...
Og så lukker og slukker den selvbestaltede boganmelder for nu. Der er en Øgle, der skal passes, noget cola, der skal drikkes, og noget tilværelse, der skal nydes, før det går løs med Det Virkelige Liv™.
Hvis vi ikke "ses" inden da, må I have et rigtig godt nytår! Vi skrives ved i 2010 :-)
Når det sådan er jul, og man spiser and, ris à la mande og andre godter i lange baner, så kan man godt blive lidt kvalm. Som regel kan det dog kureres med lidt frisk luft og ganske almindeligt mådehold. Men når der er tale om omgangssyge - som en fra mødregruppen i øvrigt har været så venlig at påføre samtlige øvrige medlemmers familier (grrrr!) - så er der desværre ikke så meget andet for end at holde sengen, have en stor spand inden for rækkevidde og så ellers bare kaste op, til man vender vrangen ud på sig selv.
Sådan var min aften og nat, og jeg er stadig ikke helt på toppen. Har brugt 2½ time på at komme i bad, få tøj på og pakket en taske - for julen byder jo traditionen tro på familiebesøg, og vi sætter kursen mod min familie lige om lidt. Skal dog understrege, at den er bekendt med evt. smittefare...
Jeg hader at være syg og er det i øvrigt nærmest aldrig, men i det mindste slap jeg billigt i forhold til resten af mødregruppen, som alle har haft mænd og babyer, der var syge juleaften. En af dem blev ovenikøbet nødt til at aflyse julen (som skulle holdes hos hende), fordi det stod så sløjt til med mand og baby. Behøver vist ikke engang at sige, at hun er temmelig bitter...
Trods alt ventede baktusserne med at slå mig ned til efter juleaften, men jeg var/er godt nok heller ikke mange sure sild værd. Har ikke været sådan "rigtigt" syg, efter jeg har fået Øglen, og kunne jeg selv bestemme, bliver jeg ikke syg igen, før hun er flyttet hjemmefra, for det er da godt nok noget være bøvl ikke at være i stand til at stå oprejst, endsige bære rundt på - og fodre (oh gru!) - Øglen. Heldigvis er HDD up and running, og han står for ALT lige fra leg, skiftning, logistik mht. pakning af taske and the works. Tør slet ikke tænke på, hvordan det hele skulle hænge sammen, hvis han ikke havde ferie.
Nå, jeg vil stoppe ynken og begive mig i sneglefart ned til bilen, hvor jeg har store planer om at sove. Hele vejen til familie-land. Og når vi kommer frem, er jeg frisk som en havørn.
Nemlig.
